– Fagbevægelsens mantra er: ”Sammen er vi stærke.” Det er jo ikke: ”Nogen af os er stærke sammen”, vel? Så fagbevægelsen skal favne alle.
Ordene er Anders Reiners. Han er fællestillidsrepræsentant for op mod 1.000 ansatte i TDC. Og så er han homoseksuel.
– Det er der ikke nogen stor udfordring i her, fortæller han og peger rundt mod kaffemaskinen og de hidsigt farvede sofaer i TDC’s store hovedkontor på Teglholmen i København.
– Du kan ikke have et issue med diversitet, når du arbejder i TDC. Hvis du ikke kan rumme mangfoldighed blandt både dine kolleger og kunder, så er du ikke det rigtige sted. Så jeg sprang ud allerede til min jobsamtale i 2002, hvor jeg fortalte, at jeg boede på Nørrebro og var gift med Stefan.
Jeg har følt mig udenfor
Men selv i et Danmark anno 2020, betyder det nu ikke, at Anders ikke har en historie eller to at fortælle om manglende rummelighed. For når Anders har talt åbent om sit ægteskab med Stefan, har han af og til følt sig meget udenfor efterfølgende.
– Jeg har virkelig oplevet folk tabe kæben, når jeg har fortalt det i præsentationsrunder fx på Metalskolen. Efterfølgende kom der ikke gang i det sociale, som der ellers ofte gør på kurser. Jeg oplevede, at der blev stille, når jeg kom hen til en flok. Det var meget ubehageligt, og jeg følte mig virkelig udenfor.
Folk skal jo have lov at joke, men …
I en periode begyndte Anders derfor at sige, at han var gift uden børn. Det afføder nemlig sjældent opfølgende spørgsmål. Men på et tidspunkt begyndte han så at lægge mærke til vitserne.
– Jeg kommer meget rundt og møder mange mennesker. Jeg har været tillidsmand i snart 10 år, jeg er A/S bestyrelsesmedlem, fanebærer og alt muligt andet, hvor jeg kommer i nye sammenhænge. Og jeg oplever altså af og til….
Han tøver.
– Det er svært, for folk skal jo have lov at joke. Men altså. Der er fx kaffemaskine-historien. Det var til et TR-træf, hvor vi stod og røg i en pause, og så var der pludselig en, der fortalte en historie om, at kaffemaskinen kunne ”fortælle, hvad man var.” Cafe latte var fx ”bøsseknappen”. Og så stod jeg dér. Vi var fem-seks mennesker, og jeg nåede at tænke en hel masse på et splitsekund: Ved ham, der fortæller historien, det om mig? Gør de andre? Skal jeg slå ned på det og sætte en stopper for den slags jokes nu eller hvad? Jeg endte med at grine med og tænke for mig selv: ”Det her skal altså ændres.”
Homo-hockey
Hvis man skal kunne være et helt menneske og føle sig accepteret blandt sine kolleger, skal man jo kunne tale åbent over frokosten, og ikke gå og skjule, hvem man er, forklarer Anders. Derfor har han nu taget en aktiv beslutning.
– Jeg vil ikke igen stå i en situation, hvor det, at jeg er gift med Stefan, bliver gemt af vejen. Nu tænker jeg, at det ikke er mit tab, hvis folk har et problem med det. Så nu er jeg altid åben fra start. Og jeg siger noget, hvis folk kommer med bøssevitser.
Det blev senest nødvendigt under et rollespil på et kursus for nylig, hvor en af de andre deltagere sagde til en tredje: ”Du kan da heller ikke holde kæft med det der homo-hockey!”
– Der kom jeg med en venlig, men bestemt rømmen, og så blev der med det samme sagt: ”Gud ja, det må du sgu undskylde.” Senere fik jeg forklaret, at homo-hockey åbenbart betyder golf, fortæller Anders og kan ikke lade være med selv at grine af historien.
– Men det er altså vigtigt det her. Jeg oplever af og til, at folk gerne vil slå det hen som brok, hvis man påpeger, at vi ikke er helt i mål. ”Har vi det ikke godt nok,” kan det fx lyde. Og nej. Det har vi faktisk ikke, når kun cirka 50 procent af biseksuelle, homoseksuelle og transkønnede ifølge en undersøgelse føler, at de kan være sig selv på jobbet. Så er det en fælles sag at sørge for, at der bliver bedre plads til alle.