Støj kan give dig stress og søvnbesvær

Højlydt snak og dårlig akustik er en cocktail, som mange kontoransatte kender alt for godt til. Men der er flere ting, du kan gøre for at komme generende støj til livs.

Arbejder du i et storrumskontor, et callcenter eller lignende, så er du sikkert omgivet af en masse støj i din hverdag. Måske er det ikke decideret hørenedsættende støj, men nærmere generende støj. Tal med din arbejdsmiljørepræsentant, hvis du oplever udfordringer med generende støj. Og læs med her og få nyttig viden samt gode tips og tricks.

1. Næsten hver fjerde dansker mellem 45 og 64 år har en hørenedsættelse. I den alder er langt de fleste stadig på arbejdsmarkedet. Hørenedsættelser er altså ikke kun noget, der kommer med alderen!

2. Hvis du ryger (det gør næsten hver fjerde dansker) eller har diabetes (det har over en kvart million danskere), bør du være ekstra opmærksom på din hørelse. Undersøgelser viser nemlig, at rygere og diabetikere har øget risiko for hørenedsættelse. Forskerne ved endnu ikke hvorfor.

3. Hjernen er mere elastisk og formbar, når man er yngre, og det er derfor typisk lettere at vænne hjernen til at bruge et høreapparat som yngre. Derfor er det en rigtig god ide ikke at vente for længe med at få tjekket sin hørelse, hvis folk kommenterer, at du skruer højt op for lyden på fjernsynet, eller hvis du begynder at synes, at folk mumler.

4. Moderne høreapparater er faktisk super avancerede micro-computere. De nyeste af dem kan streame lyd fra mobiltelefoner og har alt fra skridtmålere til GPS'er indbygget, så de fungerer som fitness trackere. Et enkelt af dem kan endda oversætte 27 fremmedsprog direkte i øret på brugeren.

5 hurtige om at mindske støj

  • Har I forsøgt at opstille støjvægge/-skærme, der ikke havde den ønskede effekt, så skal I nok kigge på jeres lofter. Støjen går op over afskærmningerne, og rammer den derfra et meget lydreflekterende loft, er I lige vidt.
  • Støjskærme har af og til den meget utilsigtede virkning, at folk føler sig så alene i storrumskontoret, at de faktisk begynder at tale højere i telefon, end de gjorde før. Gå derefter efter skærme med ”kighuller” af glas.
  • Har I hårde gulve og har fået nej til tæpper til støjdæmpning af hensyn til indeklima og rengøring, så kan tæpper på gangarealerne måske være nok til at dæmpe den generende lyd af kolleger og gæsters sko. Det har mange succes med.
  • Har I mange åbne reoler i et kontorlandskab bør de stå ryg mod ryg. Åbne reoler er nemlig gode ”støjslugere”, men deres ryg er som regel lavet af kraftigt lydreflekterende træ. Derfor bør de altid stå med ryggen mod hinanden to og to.
  • Musik i ørebøffer er et kendt greb til at lukke støjen fra kolleger i storrumskontorer ude, når man skal koncentrere og fordybe sig. Men vær opmærksom på, at der udløses dopamin i din hjerne, når du hører høj musik. Dopamin er et stof, der gør, at du kommer til at føle dig behageligt tilpas og lystfyldt. Det udløses også, når du drikker alkohol, spiser sukker og dyrker sex. Så pas på med musikken i dine høretelefoner, for din hjerne vil belønne dig, hvis du hører højere og højere musik. Men det er ikke godt for din hørelse. Høreskader sker ikke kun som følge af skadende støj, men også som følge af høj musik.

 Kilder: Dansk Metals arbejdsmiljøkonsulenter og hørnu.dk