Jeg er blevet gladere for mine børn

Klejnsmed Tommy Langdahl Nielsen er overrasket over, hvor meget det har betydet for hans relation til børnene, at han gik hjemme med dem, mens de var helt små.

Tommy Langdahl Nielsen og hans kæreste har to børn, Viktor og Oliver, og Tommy har gået hjemme med begge børn i en periode, mens de var helt små. Med den ældste tog han otte ugers forældreorlov og tre ugers sommerferie i forlængelse af den, og med den yngste tog han seks uger.

– Når man er helt alene med et lille barn, lærer man det meget bedre at kende. Det er jo ikke sådan, at jeg kan sidde og snakke med min søn på 10 måneder på samme måde, som jeg kan med hans storebror, men jeg kan alligevel mærke en stor forskel fra begyndelsen af barslen til slutningen, fortæller Tommy.

Det er bl.a. blevet nemmere for ham at aflæse sit barns behov.

– Sådan var det også med den store dengang. Det er ikke bare en kliché, når folk siger, at man får et bedre bånd til barnet, fortæller Tommy.

To til tango
Fordelingen af orloven blev aldrig en diskussion. Tommy ville gerne have
forældreorlov, og hans kæreste syntes, det var en god idé, så det blev de hurtigt enige om.

– Jeg synes jo, at når man er to om at få børn, så skal man også være to om at dele barslen. Der er så mange fordele ved at gå hjemme som far, at jeg synes, man skylder sig selv i det mindste at overveje at tage noget barsel.

Tommy er udlært smed og arbejder hos Samson Agro, der producerer gyllevogne. På jobbet er der ikke så mange mænd, der tager forældreorlov, men det handler nok mest om, at de fleste er over den alder, hvor det er relevant med småbørn.

Men når Tommy fra tid til anden hører om en kollega, der skal være far, kan han ikke lade være med lige at spørge, om han har tænkt sig at tage orlov.

– Jeg kan i hvert fald anbefale det. Min arbejdsplads har også en god holdning til det her med mænds barsel, for der bliver ikke kigget skævt til det overhovedet. Reaktionen fra værkførerne har begge gange været, at ”selvfølgelig skal du det!”, når jeg er kommet ind og har sagt, at jeg skal være far og gerne vil have orlov, fortæller Tommy.

Travl orlov
Tommy og hans familie bor på en landejendom med omkring 20 heste, så udover at tage sig af familiens yngste, var der nok at lave i de seks uger, hvor Tommy gik hjemme.

– Jeg har fået lavet nye hestebokse, en foderhæk og en fodersilo under min barsel. Jeg har nået alt muligt. Knægten har sovet godt, så der kan man jo få lavet noget. Jeg har ikke selv sovet så meget, men jeg kan også bedst lide at komme op og få noget ud af dagen.

Begge gange Tommy har holdt forældreorlov, har han oplevet det samme.

– Man bliver selvfølgelig glad, når man bliver far, men jeg kan mærke, at jeg er blevet endnu gladere for mine børn, efter jeg har været på barsel. Jeg tror, det handler om, at jeg føler, jeg kender dem bedre, og at jeg nu ved, hvad jeg skal stille op, når de er kede af det, trætte eller sultne.