Jes søgte uopfordret – og der var bingo

Som led i sin jobsøgning deltog klejnsmed Jes Møller Sørensen i en workshop hos Metal A-kasse om at søge uopfordret. Da han ringede til en tidligere arbejdsgiver, var der gevinst, for der var brug for Jes til et projekt.

I Fårup nær Randers bor Jes Møller Sørensen. I over 30 år har Jes arbejdet som klejnsmed i den samme virksomhed, men han blev opsagt, da den afdeling, han arbejdede i, blev solgt. Som jobsøgende er det dog ikke det letteste at finde arbejde, når man som Jes har rundet de 60, mener han:

– Mit navn er at finde på diverse lister over mulig arbejdskraft til virksomheder, men jeg er ikke den første, der bliver ringet til. Det er nok på grund af min alder. Jeg er 62 år, og mange vil hellere ansætte en ung.

Deltog i workshop hos Metal A-kasse

I juli deltog Jes i workshoppen ’Søg uopfordret’ hos Metal A-kasse. En workshop, som han fik god inspiration ud af:

– Det var en inspirerende workshop, og det var godt at få genopfrisket, hvordan man kan præsentere sig selv. Men nogle gange handler det også bare om held og tilfældigheder. Det oplevede Jes, da han ringede til en tidligere arbejdsplads – Combi Systems – for at høre, om der var brug for ham:

– Jeg fik at vide, at det var godt, jeg ringede, for de stod faktisk lige og manglede en, der kunne bygge en tagkonstruktion til indkøbsvogne. Og det kan jeg jo godt finde ud af. Så det blev jeg ansat til i august, og det skal jeg arbejde med sammen med en kollega, indtil det er færdigt. Og så må vi se, om der dukker andet op, jeg kan løse, bagefter. I min branche er det ikke unormalt, at man bliver ansat, bliver fyret og så bliver ansat igen, hvis der er brug for det. Og det er jo bedre med et par måneders arbejde her og dér end ingenting.