Kjeld Krog har været automekaniker i 16 år og er glad for faget. Men han trivedes ikke i arbejdsmiljøet på sin tidligere arbejdsplads. Det blev tydeligt, da han vendte tilbage til værkstedet efter en stress-sygemelding.
– Jeg kan ikke bestemme, hvordan nogen skal køre et værksted, men jeg kan vælge, om jeg vil arbejde der eller ej. Jeg troede ikke på, at problemerne med det psykiske arbejdsmiljø ville forsvinde, så jeg valgte at sige mit job op, siger Kjeld Krog.
Med en fri kalender begyndte Kjeld Krog at planlægge sit videre arbejdsliv.
– Jeg havde en idé om, at autohjælp kunne være noget for mig. Jeg ville gerne ud at se den blå himmel i stedet for at arbejde på et værksted. I samarbejde med Metal A-kasse kom det i stand, at jeg fik taget stort kørekort og anhængerkort, så jeg kunne søge job som autoredder.
”Man banker jo ikke bare på”
Det er mange år siden, at Kjeld Krog senest har skrevet en jobansøgning. Et sted mellem 16-20 år. Det blev han nødt til at lære, for han blev ledig under coronapandemien, hvor ”man jo ikke bare kunne gå hen og banke på døren et sted for at spørge, om de kunne bruge én”, som han siger.
– Jeg har været lidt usikker i min jobsøgning, for det er svært at skifte karrierespor efter så mange år. Men jeg har fået hjælp af Metal A-kasse til at skrive konkrete ansøgninger og få lavet et cv, der viser, at jeg er kvalificeret til et job som autoredder.
Nyt job med himmel-kig
Der skulle ikke gå lang tid, fra Kjeld Krog stod med sine nyerhvervede kørekort i hånden, til han satte sig bag rattet i lastbilen med en ny titel som autoredder i SOS Autohjælp.
– Jeg kører ud til dem, der er strandet og hjælper dem på stedet, så de slipper for at skulle omkring et værksted. Jeg har fået udkig til himmel, marker, by og skov, og dagene er aldrig ens. Det var den helt rigtige beslutning at sige mit tidligere job op, siger Kjeld Krog.