Klar til OK-forhandlingerne i 2020

Overenskomstforhandlingerne står for døren, og Claus Jensen og Mads Andersen fra CO-industri har talt med nyhedsmediet A4 om deres tanker omkring forløbet.

Der er god stemning op til overenskomstforhandlingerne, som går i gang i starten af januar. For Claus Jensen og Mads Andersen, der er hhv. formand og næstformand i CO-industri, er de sidste par måneder gået med rundtur blandt medlemmer i hele landet. Der har været stor opbakning til møderne, hvor over 1.200 tillidsfolk har været tilmeldt, hvilket er langt flere end ved den seneste overenskomstforhandling.

Begynder og slutter med medlemmerne
Det er Claus Jensen og Mads Andersen, som sidder i forhandlingslokalet med topfolkene fra Dansk Industri for at forhandle det bedst mulige resultat til industriarbejderne. Begge forhandlere har mange års erfaring med fagligt arbejde – fra dengang de selv arbejdede på en industriarbejdsplads og var tillidsrepræsentanter og frem til i dag, hvor de er i toppen af den danske fagbevægelse. 

Men faktisk begynder og slutter hele processen hos medlemmerne. Det er nemlig medlemmerne af de enkelte fagforbund i CO-industri (se faktaboks nederst), der beslutter, hvad der skal bæres med ind til forhandlingsbordet hos Dansk Industri. Og når forhandlingerne er afsluttede, sendes overenskomstforligene ligeledes til urafstemning hos medlemmerne.

Som regel har industriens overenskomster stor bevågenhed, fordi de ofte tegner den overordnede ramme for de øvrige overenskomster på det private område.

Sådan forløber processen


Januar 2020: Forhandlinger går i gang.
Februar: Parterne i industrien forsøger som de første at nå et forlig.
Marts: De nuværende overenskomster udløber.
Februar/marts: De øvrige overenskomstområder forsøger at nå aftaler efter industriforliget.
Marts/april: Overenskomstforligene sendes til urafstemning hos medlemmerne.

Hvor er medlemmet i livet?
Selvom Claus Jensen og Mads Andersen ikke kan sige så meget om de konkrete ønsker og krav til forhandlingerne, så vil de gerne fortælle om, hvad der fylder noget hos medlemmerne. Her oplever de, at det handler meget om, hvor folk er henne i deres liv.

– Det handler meget om, hvor det enkelte medlem er i sit liv lige nu. Står man over for ikke at kunne få den uddannelse, som er vigtig for en, så er det selvfølgelig det, der fylder. Er man forælder i en børnefamilie, så er det det, der fylder. Vil man gerne undgå at blive slidt ned, er det det, der fylder, siger Mads Andersen til A4.

Nu skal arbejdsgiverne levere
De to forhandlere er enige om, at det går godt for Produktionsdanmark med lav ledighed og bugnende ordrebøger, og derfor har man en forventning om, at overenskomstaftalerne vil afspejle dette. Det kunne både være i forhold til lønstigninger og andre goder, der kan skabe bedre balance mellem arbejde og fritid. 

– I 2017 steg lønnen ikke det, den burde. Der var en reallønstigning, men den var kun på 0,9 pct., hvor vi har en forventning om, at den i hvert fald skal ligge over 1,5 pct. Hvis den ikke gør det, så får vores kolleger ikke en fair del af det, der er blevet skabt, fordi produktiviteten samtidig har været fin. I 2018 steg lønnen med 1,7 pct., og det er faktisk en ganske udmærket reallønsstigning, også historisk set, siger Claus Jensen til A4.

Mads Andersen supplerer: – Vi kan ikke sikre deres lokale lønstigninger, fordi de jo alle sammen ligger væsentlig højere end minimallønnen i overenskomsten. De centrale og de lokale forhandlinger spiller jo sammen på den måde, at arbejdsgiverne gerne vil have, at vi lader noget være til de lokale lønforhandlinger.

Du kan finde flere oplysninger om OK20 på OKFakta.dk eller Facebook.com/OKFakta 

Læs hele artiklen fra A4 her

Disse forbund forhandler CO-industri på vegne af

Dansk Metal, 3F Industri, HK/Privat, Teknisk Landsforbund, Dansk El-Forbund, Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk Jernbaneforbund, Serviceforbundet og Malerforbundet.

 Anbefalet til dig