Hvis du overtræder en klausul, vanker der i mange tilfælde en stor bøde. Den bliver kaldt for konventionalboden - i daglig tale kendt som "dummebøden." Du skal betale boden, uanset om overtrædelsen er stor eller bagatelagtig.
Et andet problem med klausulerne er den kompensation, man som ansat har ret til, når ansættelsen ophører. Virksomheden kan med en måneds varsel opsige klausulen og dermed også kompensationen - også efter at ansættelsen er slut. Den mulighed har du ikke som ansat. Men det betyder i sidste ende, at du ingenting får.
– Hvis du bliver præsenteret for en ansættelseskontrakt, der indeholder klausuler eller konventionalboder, bør alarmklokkerne ringe. Tænk dig rigtig grundigt om, for det kan have store konsekvenser for dit videre arbejdsliv, siger Ole Rosschou, faglig sekretær i Dansk Metals forhandlingssekretariat.
Husk på, at både klausuler og konventionalboder er til forhandling, når der skal skrives kontrakt - fuldstændig som lønnen og andre ansættelsesvilkår.
En god kontrakt
Ole Rosschou har set det meste, det værste og det bedste, når det kommer til ansættelseskontrakter.
– For nylig så jeg et medlems ansættelseskontrakt, hvor der stod, at han havde lov til at tage sin hund med på arbejde. Det var en god kontrakt, fordi den afspejlede, hvad der rent faktisk var blevet aftalt til jobsamtalen.
Desværre oplever Ole Rosschou, at flere og flere kontrakter er plastret til med en hel masse overflødig jura, som gør det enormt svært at finde ud af, hvad der rent faktisk står i kontrakten.
– Resultatet er, at ansatte tror, at de er bundet til jobbet i langt højere grad, end de er, og derfor afholder sig fra at søge nyt job. Det er bevidst vildledning, siger Ole Rosschou.
Du skal som ansat kun skrive under ét sted, men du står på mål for hele kontrakten. Derfor har Ole Rosschou en klar opfordring til medlemmerne.
– Hvis du er det mindste i tvivl om din kontrakt, så skal du henvende dig til os. Skriv ikke under på noget, du ikke forstår, ikke kan overskue eller ikke har tænkt dig at overholde, lyder det fra den faglige sekretær.
Som medlem af Dansk Metal kan du få din ansættelseskontrakt læst igennem inden for 24 timer.