Robotter giver flere job

Hos danske virksomheder arbejder medarbejderne side om side med robotter. Det letter arbejdet, gør produktionen mere effektiv og skaber flere job.

Robotter overtager ensidigt gentaget arbejde, transportopgaver, det beskidte og det "kedelige". I K.P. Komponenter har man arbejdet  med automatisering og robotter i 15 år, og fællestillidsrepræsentant Jan Grimstrup er overbevist om, at robotkollegerne er årsagen til, at virksomheden endnu er i Danmark.

Det er en sejlivet myte, at robotter stjæler arbejdspladser.
Steen Harder Ulrichsen, seniorkonsulent i Center for Robotteknologi, Teknologisk Institut

Steen Harder Ulrichsen er seniorkonsulent i Teknologisk Institut i Center for Robotteknologi, og han mener, at udviklingen inden for automatisering går stærkt. Og at alle skal med på vognen.

- Jeg har meget svært ved at forestille mig en virksomhed, hvor der om 5-6 år ikke vil være nogen form for automation og robotter i produktionen. Undersøgelser viser, at den kraft, som computerne og robotterne har, vil være fordoblet allerede om 20 måneder, siger Steen Harder Ulrichsen.

Danmark i førertrøjen
Danmark er allerede et af de lande i verden, der bruger mest robotteknologi. Hvis man trækker bilindustrien fra, er der i Danmark 188 robotter pr 10.000 ansatte i fremstillingsindustrien. Det giver Danmark en international tredjeplads på anvendelsen af robotter.

Hvis virksomhederne står med hænderne på ryggen og gør som de plejer de næste par år, så er de allerede under afvikling.
Jan Grimstrup, fællestillidsrepræsentant hos K.P. Komponenter

Integrerede robotter
Virksomheden Trelleborg oplever også, at robotter skaber job frem for at nedlægge dem. Siden 2012 er der blevet ansat et sted mellem 50 og 100 nye medarbejdere. Virksomheden investerede i robotter med det formål at øge omsætningen og sikre ordrerne ved at indføre automatisering af manuelle processer. 


 - Det er nødvendigt at være konkurrencedygtige, så det var et spørgsmål om effektivitet. Robotterne er nu en integreret del af virksomheden, og i dag har vi mere end 50 robotter i produktionen, siger Jesper Luja Thomsen, der er general manager hos Trelleborg, og fortsætter:

- Vi er en del af en større koncern. Hvis vi ikke sørger for at holde os konkurrencedygtige, risikerer vi, at produktionen flytter til Østeuropa eller et andet sted, hvor lønomkostningerne er lavere".

Danske kvaliteter
Hos Stantræk A/S er antallet af medarbejdere også vokset. De sidste ni måneder er der ansat 14 nye medarbejdere.

Det kræver tid at implementere robotter og oplære medarbejderne, fordi vi gerne vil gøre det på den rigtige måde. Derfor har vi ansat flere end nødvendigt, fordi vi har brug for hænder nu, siger Morten Petri Lauritsen, administrerende direktør.

Mens oplæringen af de nye medarbejdere foregår, fortsætter ordrerne med at komme ind. En del af dem er tidligere blevet produceret i Østeuropa.

Mere automation i hjemtaget produktion
Stantræk kan holde produktionen i Danmark, fordi robotterne er blevet en betydelig del af arbejdsstyrken. Dansk Metals rundspørge blandt TR i foråret 2017 viser, at Stantræk ikke er et enestående eksempel. Tre ud af fire virksomheder, der er i løbet af en periode på 12 måneder har trukket produktionen hjem til Danmark, bruger robotter i det daglige. Hvis man sammenligner med de virksomheder, der ikke har taget produktionen hjem, er det kun godt halvdelen, der har installeret robotter.

SMV'erne halter efter
Men der er forskel på virksomhedernes brug af robotter. Små og mellemstore virksomheder, SMV'er, er generelt mindre automatiserede end de store virksomheder. Kun hver fjerde lille og hver tredje mellemstore virksomhed har automatiseret mindst 50 procent af deres produktion, mod hver anden store virksomhed, viser tal fra Erhvervs- og Vækstministeriet.

Virksomheder med under 100 ansatte bruger i gennemsnit også under halvt så mange penge på digitalisering pr. medarbejder som virksomheder med over 100 ansatte, viser tal fra Dansk Industri.

- Mange virksomheder tøver, fordi produktionen er for lille, eller fordi virksomheden har mange små ordrer med forskellige emner. De mener ikke, at det kan betale sig at automatisere. Men jeg har set eksempler på enkeltmandsvirksomheder, der har succes med automatisering, så man kan ikke sige, at en produktion kan være for lille. Der mangler viden om muligheder, og der mangler viden om økonomi. For nogle år siden kostede en robot, software og udstyr over en million kroner. I dag kan man få en robotarm til 150.000 kroner, siger Steen Harder Ulrichsen.