1. Hvad er problemet?
I snart et helt år har vi haft corona i Danmark. Langt de fleste medlemmer af Dansk Metal er heldigvis sluppet nådigt og har været med til at holde hjulene i gang hele tiden. Men for andre har det desværre betydet fyringer, hjemsendelser, færre ordrer og generelt en helt anden hverdag.
Siden corona kom til Danmark har vi haft 10.980 medlemmer, der har erklæret sig ledige. Ser man på samme tid sidste år, så var der kun 6.186. Det er altså en stigning på hele 77 %.
2. Hvorfor er det et problem?
Når industrivirksomheder skærer ned og i sidste ende måske er tvunget til at lukke, har det langsigtede konsekvenser. Det lærte vi under finanskrisen: Mister vi større arbejdspladser i Danmark, så er det svært at få dem tilbage igen. Lidt groft sagt: Hvis en frisør lukker, skal den nok åbne igen på et tidspunkt, for vores hår stopper ikke lige med at gro.
Sådan er det ikke, hvis en mellemstor industrivirksomhed lukker. Så er arbejdspladserne højst sandsynligt rykket til Kina, inden krisen er slut. Og det er ikke sådan bare lige at åbne en helt ny fabrik. Desværre.
3. Hvad gør Dansk Metal ved problemet?
I løbet af det sidste år har jeg som formand for Dansk Metal været med til at forhandle et tocifret antal trepartsaftaler, der blandt andet har sikret lønkompensation til ramte virksomheder og lønmodtagere, flere praktikpladser og en forbedret arbejdsfordelingsordning med højere midlertidig dagpengesats. Det har reddet ikke bare hundredvis, men titusindvis af arbejdspladser.
Derudover hjælper vi selvfølgelig det enkelte medlem, der er blevet ledig under coronakrisen, så godt vi kan. Og heldigvis har vi i langt de fleste tilfælde kunnet hjælpe med enten at finde et nyt job, efteruddannelse eller noget helt tredje.
Lige nu er vi forhåbentlig i slutspurten mod corona. Vaccinerne er heldigvis godt på vej ud til danskerne, og snart kan vi forhåbentlig vende tilbage til en normal hverdag. Men vi arbejder stadig for dig, også selvom det er fra hjemmekontoret. Ligegyldigt om det er for at sikre, at virksomhederne også overlever slutspurten. Om det drejer sig om et karrieretjek. Eller om vi skal hjælpe dig med at finde et nyt arbejde.
Tag fat på din lokale afdeling. De sidder klar her i slutspurten – hvad kan vi gøre for dig?