Kollegerne rager på Mette

Mette er blevet taget på over 40 gange og blevet kaldt for luder, kælling og so. Hun står frem med sin historie, fordi oplevelser med seksuel chikane skal frem i lyset og stoppes.

Kollegaen lader ligesom tilfældigt hånden glide langs Mettes bryst. ”Var det mon med vilje eller en fejl?” tænker Mette og siger ikke noget. Over 40 gange er hun blevet klappet i røven eller på anden måde taget på i løbet af de fire år, hun har været på sin arbejdsplads. Vil hun gætte på. For på et eller andet tidspunkt holder man op med at tælle. Og på et tidspunkt begynder man også at blive i tvivl om, hvad der er op og ned, og om man er nærtagende, som kollegerne så tit kalder en.

Men kort efter henvender kollegaen, der strejfede hendes bryst, sig til Mette med kommentaren:
”Nååh, du har nok ikke bh på i dag, hva’?”

– Så var det jo ikke en fejl! Han rørte med vilje mit bryst for at tjekke, om jeg havde bh på. Men jeg blev i tvivl. Fordi det sker så tit. Der er mænd i den her branche, der føler, at de har ret til at tage på
kvinder. Og jeg siger sgu fra, når nogen gnubber sig op ad mig og rager på mig. ”Hvad fanden har
du gang i?,” siger jeg for eksempel. Men så er jeg åbenbart bare nærtagende. Og gramseriet stopper ikke.

Det skal frem i lyset
Mette trækker undrende på skuldrene, når hun beretter om kollegernes opførsel. Vi sidder i hendes
lejlighed, og hun fortæller mig om sine oplevelser. Jeg må ikke skrive, hvor i landet hun bor. Jeg må ikke skrive hendes rigtige navn, for hun hedder slet ikke Mette. Og jeg må ikke få vores fotograf til at fotografere hende.

– Jeg får aldrig et andet job efter det her, hvis jeg står frem med min historie. Aldrig.

Alligevel har Mette besluttet sig for at fortælle MetalMagasinet om, hvad hun har oplevet.

– Det skal frem i lyset, og det skal stoppes.

Dummere end pap
– Det er, som om mændene tager på mig for at vise, at de har magten over mig. Det er flere
forskellige, men der er især én, der har opsøgt mig meget. Han er fysisk gået ind foran mig og
har skubbet mig ud af samtaler. Han har sagt, at hvis jeg kræver ligestilling, så skal jeg også gå i
bad sammen med mændene. Han bliver ved med at gå på toilettet ude ved baderummet, lige når jeg´har min badetid, så han kan prøve at få et glimt af mig og så videre og så videre. Jeg har gjort alt for at undgå ham og er blevet flyttet rundt af min chef.

Som ene kvinde ”på gulvet” blandt en flok mænd er Mette godt klar over, at hun skiller sig ud med
sit lange hår. Men at der skulle være så mange kommentarer om hendes køn, havde hun alligevel
ikke troet, inden hun kom ind i branchen.

– Jeg er blevet kaldt en kælling, en luder og en so. Jeg har fået at vide, at jeg er dummere end pap.
Der er lavet utallige jokes om sex, min krop og det at være pige. Jokes, der altid bliver kørt lidt for
langt ud. Og jeg hører sikkert kun en brøkdel af dem …

– Jeg føler mig så alene
Af og til er der en, der fortæller Mette om, hvordan der bliver talt om hende bag hendes ryg.
Og nogle få gange har hun også oplevet en mand sige: ”La’ hende nu være!” til en kollega. Men det
meste får bare lov at passere. Og i længden er det begyndt at slide på hende.

– Jeg er vildt ked af det i perioder. Jeg kan aldrig gøre noget rigtigt, og jeg føler mig så alene.
Jeg er brudt sammen og har grædt på mit arbejde nogle gange, når det er blevet for meget. Men det
bliver heller ikke ligefrem taget godt imod.

Mette læsser af på sine venner og familie. De siger til hende, at det lyder, som om hendes kolleger
lever i stenalderen.

– Hvis jeg havde hørt historier som min, før jeg selv oplevede det, ville jeg have tænkt, at det måtte
være løgn. Men det er det ikke. Det er min hverdag. Jeg ville ønske, at de bare ville lade mig være. For jeg kan virkelig godt lide mekanikerfaget. Jeg er ikke skabt til at sidde på en stol. Jeg kan lide at være aktiv og skrue. Jeg elsker at finde fejl og få ting til at køre. Jeg er vild med motorer og maskiner og at skille ting ad til atomer og samle dem igen.