Frem til 1. december 2020 kan du søge om at få udbetalt op til tre uger af dine indefrosne feriepenge. Det har Folketinget besluttet for at få økonomien i gang igen oven på coronakrisen, og der er allerede mange danskere, som har gjort brug af muligheden.
Det er frivilligt, om du vil have dine feriepenge udbetalt. Hvis du har brug for pengene her og nu, kan det ifølge Thomas Søby, cheføkonom i Dansk Metal, være en god ide at få dem udbetalt. Men hvis du ikke ved, hvad du skal bruge pengene til, kan du overveje at lade dem stå og først få dem udbetalt, når du går på pension.
– Inden du beslutter dig for, om du vil have dine feriepenge udbetalt eller ej, er det en en god ide at vurdere din families økonomi. For nogle kan det betale sig, for andre kan det ikke. Det kommer an på din økonomi, fortæller Thomas Søby.
Vær opmærksom på dine skatteforhold
Han forklarer, at man kan komme til at skulle betale topskat af pengene, hvis man har en høj nok indtægt. Feriepengene bliver nemlig beskattet som almindelig indkomst. I 2020 skal du tjene 531.000 kr. eller mere om året efter AM-bidrag, før du skal betale topskat. Hvis din indkomst er lige under topskattegrænsen, og du vælger at få udbetalt dine feriepenge, kan du risikere at ryge over grænsen. Dermed vil dine feriepenge blive beskattet ekstra hårdt.
– Derfor er sådan noget som dine skatteforhold en god ide at få vendt med din bankrådgiver eller pensionsrådgiver, inden du vælger, om du vil have dine feriepenge udbetalt, fortæller Thomas Søby.
Hvis du lader feriepengene stå, vil de blive placeret i fonden Lønmodtagernes Feriemidler, der administreres af LD Fonde, indtil du går på pension. Gennem afkast på investeringer vil fonden arbejde for at få dine penge til at vokse over tid. Det er formentlig en bedre forretning for dig, end hvis du fik pengene udbetalt og satte dem ind på din bankkonto, hvor du højst sandsynligt vil få en meget lav rente.