Tendens: Nye teknologier i produktionen

Mange komplekse teknologier spiller sammen i moderne produktion. Her får du et samlet overblik over en række væsentlige begreber.

(I)IoT – (industrial) Internet of Things
Internet of Things betyder kort sagt, at hardwareapparater leverer data til andre hardwareapparater, altså snakker sammen. De data kan man behandle på et utal af måder. I industrien handler det om, at udstyr, maskiner og produktionslinjer snakker sammen.

Landbruget har taget IoT-teknologien til sig - læs her hvordan

Kunstig intelligens (AI)
Kunstig intelligens er avancerede programmer, der forsøger at efterligne menneskelig intelligens. Fx at bruge kendt data til at forudsige komplicerede udfald (fx at spille skak), at overveje forskellige valgmuligheder på baggrund af noget information (fx at diagnosticere sygdomme). Machine Learning er en underkategori, hvor en algoritme på baggrund af en stor mængde data, kan bruges til at forudse og bestemme forskellige sammenhænge.
IoT og AI spiller ofte sammen:  IoT indsamler dataet, mens et AI-system behandler data og kommer med et nyttigt output.

Digitale tvillinger
I stedet for en fysisk kopi, der kan bruges til test og lignende, kan man bygge en digital tvilling som et computerprogram. Det kan fx bruges til at lave prototyper, før man bygger et fysisk produkt og at teste forskellige forhold på prototypen. Men det kan være mere avanceret end det. Man kan fx bruge information om den fysiske tvilling til at få den digitale tvilling til at forudse, hvor og hvornår en specifik genstand skal repareres og lignende.

Læs her, hvordan Grundfos arbejder med digitale tvillinger og virtual reality

Predictive Maintenance (PdM)
PdM er en teknik, hvor man løbende indsamler information om materialer, maskineri eller lignende, og ved hjælp af kunstig intelligens forudser, hvornår man bør udføre forskellige vedligeholdelsesopgaver, i stedet for fx at skifte olie, når et køretøj har kørt et specifikt antal kilometer, eller give maskinen et eftersyn, efter den har arbejdet i så og så mange timer.

Virtual Reality (VR)
En kunstig virkelighed, som man ofte oplever gennem et par briller, med en skærm foran øjnene. Det kan fx være fremvisning af en ufærdig bygning, til undervisningsformål eller en måde at spille computerspil på.

Læs med og find ud af, hvordan flyteknikereleverne uddannes i fly med VR

Fremtiden i produktionen

  • Der kommer fart på 3D-print. Der vil blive udviklet teknologier, der gør 3D-print langt hurtigere, end det vi kender nu. Det kan gøre produktion med 3D-print langt mere rentabelt. Derudover arbejder man også på at gøre det muligt at printe med metal i en skala og til en pris, der gør, at man kan bruge det i produktionen.
  • Fremstilling med lys: Man arbejder lige nu på teknikker, hvor man kan bruge lys til at lave små komponenter til fx telefoner og andre ting, der har brug for mange små og komplicerede elementer. Man kan bruge lysstråler til at manipulere små komponenter, der er placeret i en væske. Det er langt billigere end at investere i robotter til at bygge de bittesmå elementer.
  • Automatiseret kvalitetskontrol: Der findes teknologier, man kan implementere på samlebåndet, der kan kontrollere kvaliteten af komponenter og produkter, mens de bliver produceret. Hvis produktet ikke fungerer, kan maskinen selv sortere det fra samlebåndet. Det er smart, fordi man så ikke behøver at lave kvalitetskontrol ved at tage komponenter ud af produktionen. Det findes til dels i dag, men på sigt forventer man at kunne implementere teknologien, så det ikke kræver nogen form for menneskelig indblanding.
  • Simulering: Når man tester en komponent eller et produkt, bliver man ofte nødt til at bygge det helt færdigt, før man kan finde ud af, om det virker. Det kan godt blive en dyr affære, hvis det er noget nyt eller kompliceret. Designsimulering kan hjælpe med at forudse, hvordan en komponent vil opføre sig, hvis systemet naturligvis har kendskab nok til materiale, konstruktion m.m., og på den måde kan man spare mange fysiske prototyper.

Augmented Reality (AR)
Med AR lægger man et nyt digitalt lag på den eksisterende virkelighed. Det kunne være en motorcykelhjelm, der gør det muligt at se, hvad der foregår bagved køreren, mens vedkommende kører og kigger fremad. 

Blockchain
Blockchain gør det muligt at forhindre kopier af ting sendt over nettet. Fx hvis jeg sender et dokument, der har værdi, så kan modtageren ikke bare kopiere og redigere det. Potentialet i teknologien findes i forhold til deling af fx information om forsyningskæder, sikre kontrakter over nettet etc.

Cloudcomputing
Cloudcomputing er en software eller ydelse via internettet. Fx er Hotmail et program, man tilgår fra internettet, og informationen på din mail bliver lagret ”i skyen”, som er et datacenter, i stedet for din egen computer.

5G
5G er nyeste generation af internet. Mange af de nye teknologier, fx IoT, AI, kræver rigtig meget computerkraft, og for at de teknologier kan nå deres fulde potentiale i produktionen, kræver det lynhurtige internetforbindelser. Derfor forventer man, at 5G kan løfte potentialet i teknologierne til et nyt niveau.

5 ting du måske ikke vidste om 5G

ERP-systemer
Et program, der ideelt skal varetage alle virksomhedens administrative opgaver. Det gælder alt fra bogføring, lagerstatus, CRM, løn og hvad man ellers kan forestille sig.

3D-print
Der, hvor teknologien særligt har potentiale, når man for alvor finder ud af at printe i metal, er til specialfremstillede reservedele, der ikke skal produceres mange af. Man ville kunne nøjes med at udvikle ”opskriften” på reservedelen og sende filen til det sted i verden, hvor reservedelen skal bruges.

Se 3D-printede eksempler fra Grundfos – og se en video af, hvordan det ser ud, når Dansk Metals logo bliver 3D-printet

Collaborative robots (cobots)
Robotter, der samarbejder med mennesker – helt konkret kan det være en robot, der holder en tung komponent, mens et menneske arbejder på den. De kan også hente tunge elementer fra et lager. Det vigtige ved disse robotter er, at de ikke bare laver repetitive opgaver, men fx kan flytte sig, så de ikke rammer personen, de arbejder sammen med.

Mød cobotten Roberts hos Grenå Spåntagning