Ordblindhed er ingen hindring

Christian Thomsen har nu sit svendebrev og titlen som Danmarks bedste lærling som landbrugsmaskinmekaniker, 2018.

Hvilke opgaver løste du til svendeprøven?
Først opsatte jeg en Wäderstad såmaskine. Der var to fejl. Den ene var, at vingerne ikke kunne klappes ud til markstilling. Fejlen var en afbrudt magnetspole. Der var også byttet rundt på udmadningsmotorerne, så den udmadede kerner, gødning og granulat, hvor der kun skulle være kerner. Jeg opsatte alle motorerne forfra.

Næste opgave var en Massey Ferguson 7400 traktor, hvor liften gik i overtryk. Jeg kalibrerede potentiometeret, der fortæller styreboksen, at liften er i topstilling. Det er vigtigt, for ellers bliver hydraulikolien varm, og den kører med 220 Bar i overtryk. Der var også det problem, at når traktoren blev sat i landevejsgear, sprang den tilbage til markgear. En ventil til gearskiftet hang fast. 

Intet billede valgt

Foto: Lift-potentiometeret er en variabel modstand, og styreboksen aflæser modstanden og positionen. Til svendeprøven drejede Christian Thomsen indtil en skala på diagnoseværktøjet lyste grønt.

Hvilke var de mest udfordrende?
Traktoren var sjovere at arbejde på end såmaskinen, for fejlene var sværere. Jeg kan godt lide, når fejl er både svære at finde og løse. Men det var ikke så meget selve opgaverne, jeg kæmpede med, som det var min ordblindhed. Til svendeprøven skal man læse og skrive en del og forklare fagudtryk. Det er ikke min stærkeste side.

Christian Thomsen, 21 år

  • Svendeprøve: September 2018
  • Uddannelse: Landbrugsmaskinmekaniker, Erhvervsskolerne Aars
  • Læreplads: Langelund Maskinstation
  • Vinder af Danmarks Bedste Lærling – landbrugsmaskinmekaniker (DBL) 2018

Hvordan har du klaret uddannelsen som ordblind?
Skolen har været god til at tage hånd om os, der lærer på en anden måde. Fx med tegninger og animationsvideoer. Det har været godt. Men i folkeskolen lærte jeg, at fordi jeg er ordblind, så kan jeg ikke det samme som alle andre. Det sætter sig jo i en.

Derfor havde jeg slet heller ikke regnet med at vinde DM for lærlinge. Jeg frygtede inden, at det ville være ligesom til svendeprøven, hvor man skal læse og skrive meget. Men det var det slet ikke. Det var ligesom ude i virkeligheden, hvor man får sine opgaver og skal prioritere i dem, så maskinen hurtigst muligt kan komme ud og køre igen. Det var bare at gå i gang. Og det er det, jeg bedst kan lide ved mit fag.