Rejsen mod at blive Rebecca

Foran en drejebænk på MAN Energy Solutions i København står Rebecca Medgyesi. Det lange, sorte hår glider hen over hendes skulder, da hun vender sig mod bordet bag sig for at tage en mikrometerskrue. I godt et år har Rebecca arbejdet på skiftehold som industritekniker her.

Men da hun blev ansat i starten af 2019, hed hun ikke Rebecca. Dengang levede hun som mand – det køn, hun, siden hun var helt lille, havde følt, var forkert:

– Jeg ville være mor eller datter, når vi legede i puderummet, og jeg ville have langt hår. Når der blev sagt til idræt i skolen, at vi skulle spille ’drengene mod pigerne’, og jeg skulle være på drengeholdet, føltes det forkert på et helt basalt plan, fortæller Rebecca.

Puberteten føltes som at rådne op
Så da Rebecca var cirka 14, begyndte hun at gå i genbrugsbutikker. For at købe kvindetøj.
– Jeg gik i det, når jeg var alene. Og det gjorde mig langt bedre tilpas end det tøj, jeg ellers havde, fortæller hun.

Da hendes familie opdagede det, tog hendes mor hende med til en samtale på Sexologisk Klinik.
Men Rebecca var på daværende tidspunkt ikke gammel nok til selv at få lov at tage beslutningen om at igangsætte et kønsskifte. Så hun begyndte at selvmedicinere.

– Hvis man er desperat nok, er der altid nogen, der kender nogen. Så jeg skaffede hormoner, som jeg tog i den lavest mulige dosis, fortæller Rebecca og forklarer, at hormonerne forhindrede hende i at begynde at få skæg og bevarede hendes stemme lys.

– Det var måske ikke det bedste for min fysiske sundhed. Men helt klart det bedste for mit mentale helbred, siger Rebecca i dag om de år.

– At komme i puberteten, når man er fanget i det forkerte køns krop, føles som at se sig selv rådne op hver dag. For når puberteten er i gang, tvinger den dig dag for dag hen mod det, der er forkert ved dig. Det kan lyde dramatisk, men det er jo derfor, folk er villige til at gå igennem drastiske ting for at skifte køn.

Endelig i lægeordineret behandling
Igennem gymnasietiden levede Rebecca som ung kvinde og havde det godt med sig selv. Så blev hun forelsket og fik en kæreste, hvilket førte til, at hun gik tilbage til at leve som mand i en årrække. Indtil en kønsrelateret depression udløste, at forholdet sluttede.

– Til sidst kunne jeg simpelthen ikke fortsætte med det længere. Det føltes så forkert. Det var, som hvis du ikke måtte lade nogen vide, hvad hudfarve man havde. Det bør man aldrig være nødsaget til.

I dag er Rebecca tilbage til at ”leve som sig selv”, som hun siger. Hun har været i lægeordineret hormonbehandling i et halvt år, og hun har officielt skiftet navn. Hendes mor bakker hende op og har været med til at vælge det nye navn. Samtalerne med en kirurg om de operationer, hun skal have lavet i fremtiden, er planlagt. Og på MAN Energy Solutions tog folk godt imod det, da Rebecca fra den ene dag til den anden gik fra at være en mandlig kollega til at være en kvindelig.

– Jeg har været ansat en del steder efterhånden, og det her er et af de gode steder. Her er en god atmosfære, og her er plads til alle. I forhold til mit kønsskifte så findes der jo røvhuller ude i virkeligheden, sådan er det. Men jeg har ikke mødt nogen på MAN. De fleste lader til at se sådan på det, at så længe man er en god kollega, så er det underordnet, hvordan man ellers lever sit liv.