Sådan bliver Josef Borazjani bedre til sit job med virtual reality

Træd med os ind i Grundfos' hvide lobby. Det er virtual reality, og her er kopier af virksomhedens maskiner, der gør det muligt at lære både arbejdet og maskinerne hurtigere at kende end i den virkelige verden.

​Maskinarbejder Josef Borazjani tager virtual reality-brillerne på. Straks står han i virtuel virkelighed - en hvid lobby. På væggen står der "Grundfos" med store blå bogstaver. Når Josef går ind i den virtuelle lobby, kan han finde træningskurser, der relaterer sig til de maskiner, han arbejder på til daglig. Han peger på ”Deep Draw Education” med sin controller, trykker på knappen, og så han bliver ført til den digitale udgave af pressemaskinen, der laver ”Deep Draw” eller dybtræk.

Intet billede valgt

 

Billedtekst: Josef Borazjani træner i virtual reality.

Jeg ser ind i værktøjet
I virtual reality (VR) er maskinen en nøjagtig kopi af den virkelige. Selvom Josef Borazjani har stået ved maskinen i flere år, giver det mening at gå ind i det virtuelle rum og tage en VR-træning.

- Jeg ser med mine øjne, hvad der sker inde i værktøjet, når jeg justerer på maskinen. Det lærer jeg bedre af. For normalt kan vi kun forestille os, hvad der foregår inde i maskinen, siger han.

I VR kan man lave en kopi af de maskiner, kollegerne arbejder på til daglig. Fx en eksakt, digital kopi af en CNC-maskine. Her kan man lære, hvordan den rigtige fungerer, ned til den mindste knap, inden man overhovedet rører ved den ægte vare.

Vi har fat i noget
I stedet for ren sidemandsoplæring, kan medarbejderne på Grundfos stille sig ind i en boks, der står i produktionen, tage et par VR-briller på og blive lært op. Det tager kortere tid, og produktionen bliver ikke nødt til at sænke farten.

- Vi har haft en lærling, der ikke havde været på Grundfos før. Han blev vist rundt , og derefter bragt ind i vores VR-træningscelle. Han skulle lære at lave montage af et pladeformgivningsværktøj og adskillelse. En træning, der normalt tager seks uger. Lærlingen startede mandag og bestod prøven på den rigtige maskine fredag, og var altså oplært på en uge.

Det siger Ulrich Brorson, direktør for digital udvikling og innovation hos Grundfos.

- Det var der, vi sagde til os selv, at vi altså havde fat i noget med VR, siger Ulrich Brorson.

Intet billede valgt

Pilotfabrikken
Marcus Haure, Global Lead for læring og udvikling i Grundfos, er ansvarlig for at rulle VR ud globalt i virksomheden.
Teknologien har eksisteret i mange år, men først i 2016 bestemte Grundfos sig for at investere.

- I 2016 gik det hurtigt, både processorkraftmæssigt og teknologimæssigt. Teknologien blev trådløs og bedre til at skabe en realistisk oplevelse. Prismæssigt og teknologisk ramte VR altså et sweet spot i 2016, siger Marcus Haure.

Grundfos er nu i gang med at implementere teknologien på flere fabrikker. Udover pilotfabrikken i Bjerringbro har de to træningsceller på deres fabrik i Ungarn, én i Kina og Serbien. I løbet af 2019 er det planen, også at få træningsceller på fabrikkerne i USA og Mexico. ´

I 2019 har omkring 100 mennesker været igennem mindst én VR-træning på fabrikken. Fordele er der nok af ved at VR. Blandt andet kan oplæringen differentieres i forhold til, hvor meget hjælp medarbejderen har brug for.

- Programmet hjælper medarbejderen, fx ved at en momentnøgle lyser op, når du skal bruge den, hvis du ikke ved, hvordan den ser ud. Ved du allerede hvordan en momentnøgle ser ud, kan vi lade være med at få den til at lyse op. Vi kan nemt differentiere, siger Marcus Haure.

VR er super læring
For Josef Borazjani er VR en positiv tilføjelse til produktionen.

- Da VR-træningscellen kom, syntes jeg, at det var relevant i forhold til mit arbejde. Det var fx interessant, at maskinens vægge var gennemsigtige i VR, hvor de ellers normalt er lukkede. Med VR kan jeg se, hvordan metallet bøjer i maskinen.