Sådan finder du en læreplads

Det er ikke nogen hemmelighed, at det kan være sin sag at finde en læreplads. Her får du fem gode råd, der kan øge dine chancer for at få fingre i en af de eftertragtede pladser.

Guide til at finde læreplads

  • Kør ud med din ansøgning
    Det kan betale sig at gøre et godt førstehåndsindtryk. Kør derfor ud til virksomheden og aflevér din ansøgning. På den måde viser du, at du er interesseret i lærepladsen, mens virksomheden kan få et indtryk af, hvem du er som person.
  • Søg uopfordret
    Tag en gratis chance og send en ansøgning til en virksomhed, selvom den ikke har slået en læreplads op. Måske det giver virksomheden lyst til at oprette en plads.
  • Vis at du kender virksomheden
    Sørg for, at du ved lidt om virksomheden, inden du tager ud for at snakke med den praktikansvarlige. Sæt dig som minimum altid ind i, hvad virksomheden producerer.
  • Fremhæv dine stærke sider
    Vær ikke bange for at fortælle virksomheden om dine styrker. Du kan f.eks. medbringe og vise din portfolio med billeder af det arbejde fra din uddannelse, som du er mest stolt af.
  • Søg i hele landet
    Søg ikke kun lærepladser i dit lokalområde, men søg i hele landet. I nogle af de mere tyndtbefolkede områder, vil du kunne bo på et skolehjem under din praktik sammen med andre unge.

 Kilde: Trine Jette Rasmussen, uddannelseskonsulent i Dansk Metal