Sådan scorer du dit første job i it: Her er rådene, der virker

Er du lige blevet udlært inden for it og skal til at finde dit første job? Her er de 7 råd, der lander job i de fleste tilfælde.

Ingen af rådene er komplicerede. Men når de spiller sammen, udgør de mere end summen af deres dele. Det lander job. Carsten Krüger er den jobkonsulent i Dansk Metal, der driver vores score hos Trustpilot. Det gør han af én årsag.

Hans metode virker. Her følger de råd, som de fleste ikke tager sig tid til at følge.

Råd 1: Hold øje med relevante stillingsopslag
Først skal du have en plan for din jobsøgning. Det kan du lettere få, hvis du sætter ugens dage i system og beslutter, hvad du konkret vil bruge din tid på. Find ud af, hvor du finder de spændende jobopslag, der er relevante for dig.

Dansk Metal har fx en jobportal - Metal JobService - hvor du både kan søge de job, der er relevante for dig samt oprette en jobagent.

Der findes også andre databaser med jobopslag for it-branchen, bl.a. Jobindex og Computerworld. Hold øje med de sites, der er relevante for dig, og abonnér på deres nyhedsmails. Du kan i visse tilfælde oprette en jobagent, så du får besked, når der bliver lagt nye stillinger op.

Råd 2: Brug LinkedIn aktivt i din jobsøgning
Mange i it-branchen er på LinkedIn, så derfor er det en god idé, hvis du også er der. Følg virksomheder og skab forbindelse til folk, du synes er interessante inden for dit fagområde. Interagér gerne med andres opslag og skriv også gerne selv opslag.

Det er vigtigt at styrke sine kompetencer, når man er ledig, så hvis du er på workshop, kan du vise og fortælle om din oplevelse på LinkedIn. Udfyld desuden oplysningerne på din profil, og link gerne til de projekter, du har arbejdet på, så udefrakommende - måske en kommende arbejdsgiver - kan se, hvem du er, og hvad du kan bidrage med.

Husk også at skrive dine hårde kompetencer og dine certificeringer m.v. Det betyder, at dit navn kan dukke op, hvis din kommende arbejdsgiver fx søger på Oracle eller node.js.

Du kan komme på LinkedIn-workshop hos Metal A-kasse, hvor du får konkrete værktøjer til, hvordan du bliver en superskarp LinkedIn-bruger.

Råd 3. Ring og spørg!
Hvis du undrer dig over noget i et stillingsopslag, eller hvis du har et par spørgsmål, så tøv ikke med at gribe knoglen og ringe til den kontaktperson, der står nævnt i jobopslaget. Husk at præsentere dig med dit navn, og sig, at du er interesseret i at søge jobbet, men lige har er par spørgsmål.

Det er en god idé at komme med en lidt mere uddybende præsentation af dig selv. Du kan fx fortælle, hvor du tidligere har arbejdet, og hvad du kan bidrage med i den stilling, du søger. Det viser, at du er engageret, og at du gerne vil jobbet.

Er du interessant over telefonen, vil du sandsynligvis blive husket, når der skal læses ansøgninger. Og selv, hvis du ikke er, hjælper det dig til at skrive en bedre ansøgning. Det kan få dig til samtale.

Råd 4: Få hjælp af din lokale Metalafdeling
Din lokale Metalafdeling har et bredt netværk af virksomheder. Afdelingen kender til de job, der aldrig bliver slået op, fordi de får besked om jobåbninger fra de mange tillidsvalgte, der er Dansk Metals øjne og ører i dit lokalområde.

Tøv derfor ikke med at kontakte din lokale Metalafdeling. Måske er dit første job ikke engang slået op.

Råd 5: Hav styr på, hvordan du skriver en god ansøgning
Ingen gider at lave benarbejdet. Men du er ikke som de andre. Du har tænkt dig at få jobbet. Derfor er det vigtigt, at du har researchet på virksomheden, du vil søge job hos.

Hvad er virksomhedens værdier, og hvordan kan du være med til at understøtte virksomhedens mål og formål? Arbejder virksomheden med at skabe bedre it-sikkerhed, skal du fx vise, at du ved noget om det, og at du gerne vil bidrage til det.

Kort sagt skal du vise, at I er på samme hold, og at du er, hvad de søger. Det kan du også vise ved at bruge de samme ord (eller ordenes synonymer), som står nævnt i stillingsopslaget. Fortæl, hvad du kan bidrage med, og vær gerne konkret. Du kan fx trække på din erfaring, dine tekniske kompetencer, eller hvad end der er vigtigt at kunne/vide i det job, du er interesseret i.

Vil du have flere tips til, hvordan du forbedrer dine jobansøgninger? Metal A-kasses workshop ’Skriv dig i job’ klæder dig på til at blive helt skarp på, hvad du skal lægge vægt på, når du skriver din næste ansøgning.

Råd 6: Forbered dig til jobsamtalen
Er du så heldig at blive inviteret til jobsamtale? Godt gået! Nu handler det om at vise, hvad du kan. Og det kan du forberede dig på hjemmefra. Det er vigtigt, at du øver dig i at præsentere, hvem du er.

Forbered dig på at svare på, hvad dine stærke og mindre stærke sider er rent fagligt, og hvordan du og virksomheden kan få gavn af hinanden, hvis de vælger at ansætte dig.

Råd 7: Vær imødekommende til jobsamtalen
Både med ord, stemme og kropssprog kan du gøre dig mere attraktiv til jobsamtalen, så du præsenterer din måske kommende chef for den bedste version af dig selv. Hav en positiv attitude, rank ryggen og tal tydeligt.

I forhold til din påklædning er det ofte en god idé, at du spejler den måde, man er klædt på i den virksomhed, du søger job hos. Ved du, at de fleste på arbejdspladsen går i skjorte? Så tag en skjorte på til jobsamtalen.

Tænk over, hvad du vil fortælle om dig selv. Hvem er du? Hvad vil du? Og hvad kan du bidrage med? Forbered dig på at svare på, hvorfor du søger job hos netop dén virksomhed.

Vil du have flere gode råd til, hvordan du kommer til at ’shine’ til jobsamtalen, kan du deltage i ’Tal dig i job’-workshoppen hos Metal A-kasse. Så har du de bedste forudsætninger for at blive husket efter samtalen.

Kilde: Carsten Krüger, jobkonsulent i Metal A-kasse.