Lyt til dine ører - sådan undgår du høreskader

En høreskade kan være en rigtig sniger, der først viser sig mange år efter, skaden er sket. Se her, hvornår lydniveauet bliver farligt, og hvad du kan gøre for at undgå høreskader.

Vi er omgivet af lyd 24/7. Hørelsen sover aldrig, og man kan ikke slukke den for en periode. Lyd slider på hørelsen, og derfor skal man passe godt på den. Der er heldigvis meget, du kan gøre for at bevare din hørelse bedst muligt og længst muligt – både på jobbet og i fritiden.

Eksempler på lydniveauer

  • Normal samtale - 60 dB
  • Motorplæneklipper - 90 dB
  • Boremaskine - 98 dB
  • Bulldozer - 105 dB
  • Kædesav - 110 dB
  • Skud med jagtgevær - 165 dB

Krav på høreværn
På jobbet har din arbejdsgiver pligt til at sørge for, at du har høreværn til rådighed, når der er risiko for høreskader. Det betyder, at du har ret til at beskytte dig, når du arbejder i støj på 80 dB. Hvis støjen på dit arbejde kommer over 85 dB, så skal du bruge høreværn – uden undtagelser. Det samme gælder, hvis der er kortvarige lyde på over 135 dB.
Tal med din arbejdsmiljørepræsentant, hvis du er generet af støjen på din arbejdsplads eller i tvivl om støjen er så høj, at der er brug for høreværn.

Skru ned for støjen på jobbet

  • Dæmp støjen og undgå støjende arbejde, når det er muligt. Støjende maskiner skal støjdæmpes, og arbejdsrummet kan akustikreguleres.
  • Planlæg arbejdet, så støj minimeres og andre ikke bliver unødigt udsat for støj.
  • Brug de rigtige høreværn - kopper er bedre end propper. Høreværnet skal sikre, at du ikke udsættes for mere end 85 dB. Skru ned for musikken i dine høreværn og hold niveauet under 80 dB.
  • Kend støjniveauet, så du kan beskytte din hørelse. Du kan bruge en støjapp til at måle støjen. Målingen skal foretages ved øret.

Pas på ørerne i fritiden
I fritiden er det især mange timers musik afspillet gennem headsets direkte ind i ørerne, der kan være udfordrende for hørelsen. En iPhone kan fx afspille musik med lige så højt lydniveau som en rockkoncert på Orange Scene til Roskilde Festival. Hvis ørerne ikke får en pause fra musikken, kan de ikke nå at restituere, og derfor er høj musik i for lang tid ad gangen en af de største udfordringer med støj i dag (kilde: Høreforeningen). 

Til forskel fra arbejdstiden er der ingen regler, der beskytter din hørelse i fritiden. Du skal være opmærksom på støj, hvis du fx:

  • går til koncerter, på diskoteker eller andre spillesteder 
  • kommer i fitnesscentre med høj musik
  • dyrker motorsport eller går på jagt
  • bruger larmende værktøjer eller redskaber til havearbejde
  • hører høj musik i headsets

Skru ned i fritiden

  • Skru ned for din egen musik. Find ud af, hvor mange dB, du lytter til, når du hører musik i headsets
  • Brug øreproppper eller andre høreværn
  • Gå væk fra støjen
  • Hold stille-pauser