Seniordning giver tid til familie og motorcykel

Willy Josefsen Lund har grebet muligheden for seniorfridage og holder fri hver fredag. Hvis du vil gøre brug af seniorordningen, skal du give din arbejdsgiver besked senest 1. april.

​Hvis du gerne vil holde fri det kommende år og gøre brug af seniorordningen, skal du huske at give din arbejdsgiver besked senest den 1. april.

Det er arbejdsgiverens opgave at få det tilpasset i produktionen - at der er medarbejdere, der er fraværende på grund af seniorordningen.

Fraværet skal hentes helt eller delvist fra din fritvalgskonto og pensionsbidrag. Det betyder, at du kan bytte pengene på din Fritvalgs Lønkonto eller pensionsbidrag til op til 32 seniorfridage om året.

Sådan kan du finansere dine op til 32 seniorfridage

1. Pensionsbidraget (eller dele af det) kan konverteres til løn

2. Indbetalingen på din fritvalgskonto, som pr. 1. marts 2019 svarer til 4 % oveni din løn.

3. Har du været så forudseende at gemme feriefridage, kan du også bruge dem til at finansiere din seniorordning. Overenskomsten giver nemlig ret til, at du allerede fem år, før du kan gå på seniorordning, kan spare den 6. ferieuge op og gemme dem til din seniorordning. I alt 25 dage.

Fri hver fredag
Det har 64-årige Willy Josefsen Lund valgt at gøre. Han arbejder som valser hos Steelcon Chimney i Esbjerg. Når han går hjem fra arbejde torsdag eftermiddag, har han weekend. Der skal være mere tid til at nyde livet sammen med hustruen, der er gået på efterløn, og til hobbyen, som er motorcykler. For Willy Josefsen Lund har været på arbejdsmarkedet i 50 år.

- Jeg har altid arbejdet meget, og arbejdslivet er langt, når man starter efter 7. klasse. Det er en god mulighed, at man kan arbejde færre timer de sidste fem år.

- Jeg tror også, seniorordningen er med til at holde nogle af os lidt længere på arbejdsmarkedet.

Pengene skal passe
De færre timer på jobbet påvirker ikke Willys løn i bemærkelsesværdigt omfang. For han får udbetalt 10 procent af pensionsbidraget sammen med lønnen. Udsigten til mindre pension er ikke noget, der bekymrer ham.
- Man skal overveje, om man har penge nok, når man går på pension. Men jeg har sparet op i mange år, siger Willy Josefsen Lund.