Sikkert netværk? Helt sikkert!

Lukas Jackson og hans gruppe satte en sikker netværksløsning op til svendeprøven. Nu glæder han sig til at komme ud og arbejde med sammenhængen mellem support og teknik.

Hvad gik svendeprøven ud på?
Vi var fire i gruppen. Opgaven var at opfinde en virksomhed, der havde brug for en netværksløsning. Vores opfundne virksomhed producerede kinesisk kyllingesuppe. Vi skrev et brev fra den fiktive direktør, der forklarede, at fabrikken havde brug for en netværksløsning, der gav virksomheden de nødvendige ressourcer til at understøtte administrationen og produktionen. Samtidig skulle der være et mailsystem, der understøttede kommunikationsgangene og et sikkert netværk. Virksomheden havde nemlig en database med meget kundedata, der ikke måtte kunne hackes. Så gik vi i gang med at beskrive opgaven på IT-sprog og hvordan vi ville løse det. Og så gik vi i gang med at sætte netværket op. Vi havde 7 dage til det hele, så vi havde fart på. 

CV - Lukas Jackson

Uddannelse: It-supporter
Svendeprøve: Aarhus Tech, maj 2019
Elevplads: Hørkram Foodservice A/S

Det værste og det bedste?
Det bedste har klart været at sætte et fuldt fungerende netværk op. Vi har mest haft teoretisk undervisning og bl.a. arbejdet med simulation. Det er meget selvtillidsstyrkende at få lov til selv at sætte netværk op og konfigurere det på rigtigt hardware. Det vi bøvlede mest med, var at skabe en stabil netværksforbindelse. Vi havde sat en firewall op for at etablere sikkert netværk. Det gav et problem, vi ikke havde set komme, som måtte løses. For at løse dette, satte vi en static route op. Det var også lærerigt at arbejde med at uddelegere arbejdsopgaver til hinanden. Jeg lærte noget om samarbejde og opgaveløsning under tidspres. Og det er relevant at kunne håndtere ude i virkeligheden.  

Hvad drømmer du om at arbejde med?
Jeg elsker at snakke med mennesker og arbejde med supportdelen, så på sigt glæder jeg mig til at gå i gang med et job hvor opgaverne er fordelt mellem at  supportere medarbejdere og kunder, ligesom jeg har gjort på min elevplads. At være bindeled mellem det tekniske og brugerne er er en kontrast, jeg godt kan lide i jobbet som it-supporter.