Hvordan er det færdige resultat?
Når man samler mange forskellige komponenter til en skruekompressor, skal det hele slutte tæt, ellers fiser luften ud. Samtidig skal alle dele kunne dreje rundt uden at gnide for meget op ad hinanden. Så det var en fantastisk følelse at se kompressoren virke over al forventning. Skuemestrene var imponeret over, at skruerne var lavet 5-akset og sagde, at de aldrig havde set noget lignende til en svendeprøve. Nu er kompressoren udstillet i en glasmontre på skolen.
Hvad er dine fremtidsplaner?
Jeg har altid drømt om at blive ingeniør og er lige startet på uddannelsen som maskiningeniør. Men, jeg er glad for først at have fået erfaring som maskinarbejder. Det er vigtigt, at have en praktisk indsigt i, hvad der foregår på gulvet i produktionsvirksomheden.