Skruekompressor imponerer

Til svendeprøven blev rotorerne lavet i 5-akset Mori Seiki fræser.

Hvad bestod din svendeprøve af?
Først skulle vi dreje og fræse to emner, som skulle passe fuldstændig med målene på tegningerne. Vi snakker inden for 200 dele af en millimeter. Sidste del af svendeprøven var et fælles projekt. Her lavede min gruppe en skruekompressor, der laver atmosfærisk luft om til trykluft.
Jeg lavede blandt andet de to skruer, som kører inden i hinanden i kompressoren og tvinger luft ind fra ydersiden af skruerne. Den luft, som presses ud som trykluft. Det var virkelig udfordrende at lave, fordi det var en 5-akset bearbejdning. Normalt arbejder man kun med tre akser i et xzy-koordinatsystem. Men jeg brugte en maskine, som også havde en vippe- og en drejeakse. På den måde kan du komme ind i alle kroge og forme skruerne mere præcist. Der gik et par nætter med at programmere dem.

Rasmus Koch Kristensen, 23 år

Svendeprøve
Juni 2018

Uddannelse
industritekniker / maskin

Læreplads
Rynkeby Maskinfabrik A/S i Rynkeby

Skråtskårne tandhjul med dobbelt udveksling

Skruekompressoren indeholder en gearkasse med fire tandhjul med skråtskårne tænder. Tilsammen laver de en dobbeltudveksling, som får skruerne i kompressoren til at dreje rundt. Udvekslingen mellem tandhjulene er 1 til 28. 1.000 omdrejninger på håndsvinget bliver altså til 2.800 omdrejninger for skruerne.

Hvordan er det færdige resultat?
Når man samler mange forskellige komponenter til en skruekompressor, skal det hele slutte tæt, ellers fiser luften ud. Samtidig skal alle dele kunne dreje rundt uden at gnide for meget op ad hinanden. Så det var en fantastisk følelse at se kompressoren virke over al forventning. Skuemestrene var imponeret over, at skruerne var lavet 5-akset og sagde, at de aldrig havde set noget lignende til en svendeprøve. Nu er kompressoren udstillet i en glasmontre på skolen.

Hvad er dine fremtidsplaner?
Jeg har altid drømt om at blive ingeniør og er lige startet på uddannelsen som maskiningeniør. Men, jeg er glad for først at have fået erfaring som maskinarbejder. Det er vigtigt, at have en praktisk indsigt i, hvad der foregår på gulvet i produktionsvirksomheden.