Smedene fra 'Løvens Hule'

To smede har sammen stiftet en virksomhed og udviklet en robot, der kan svejse rør seks gange hurtigere end et menneske. Samtidig skåner den dig for opslidende arbejde.

Da vi træder ind på virksomheden WeldingDroids værksted i Vejen, er stifterne Christian Olsen og Kevin Christensen i fuld gang med at bygge den nyeste variant af deres svejserobot. Den kan selv dreje røret rundt, mens den svejser, og den kræver ikke menneskelig indblanding undervejs.

– Det smarte ved vores svejserobot er, at smeden undgår opslidende samlebåndsarbejde. Når du svejser et rør manuelt, er du bundet til røret i lang tid og får nemt ondt i ryggen. Det synes vi, er ærgerligt. Derfor har vi udviklet den her robot. Så kan smeden i stedet fokusere på alle de sjove svejsninger og stadig rette sin ryg, når han går på pension, siger Kevin.

Fik to løver med ombord
I februar 2020 var de to smede med i ’Løvens Hule’ på DR1, hvor iværksættere skal forsøge at overbevise en række succesfulde erhvervsfolk om, at de skal investere i netop deres virksomhed. Her lykkedes det Kevin og Christian at få Jesper Buch og Jacob Risgaard, der står bag henholdsvis Just Eat og Coolshop, til at investere i WeldingDroid. Indtil videre har Kevin og Christian kun solgt tre svejserobotter. Men de tror på, at de på et tidspunkt nok skal slå igennem i smedebranchen.

– Folk var også skeptiske over for laserskæreren i starten, men i dag er den et normalt syn ude på arbejdspladserne. Hvis du er smed, skal du ikke være bange for, at vores robot vil gøre dig arbejdsløs. Tværtimod er den med til at skabe flere og bedre jobs, fordi du undgår opslidende arbejdsstillinger og samlebåndsarbejde, fortæller Kevin​.

Intet billede valgt


I februar 2020 tonede Christian Olsen og Kevin Christensen frem på DR1, da de var med i ’Løvens Hule’ og præsenterede deres svejserobot. Løverne investerede 400.000 kr. for 30% af Christian og Kevins virksomhed.


Svejserobotten kan sikre arbejdspladser
Han forklarer, at robotten giver en konkurrencefordel, fordi den kan svejse rustfrie rør seks gange hurtigere end et menneske. Ifølge iværksætterparret tager det cirka 15 minutter for en smed at svejse et Ø204 X 2 mm rør med tråd og baggrund, mens det tager robotten to minutter og 26 sekunder.

Det var Christian, der oprindeligt byggede den første prototype af robotten. Han har selv svejset mange rør manuelt og tænkte, at der måtte være en smartere måde at gøre det på.

– I Danmark kan vi ikke konkurrere med Asien på lønninger. Vi er nødt til at have den nyeste teknologi, hvis ikke vores arbejdspladser skal flytte ud af landet. Og det er vores svejserobot med til at sikre, fortæller Christian.

Robotten er også kun på vej til at blive mere højteknologisk. Den nyeste version kan fx udstyres med et kamera, der filmer svejsningen tæt på og overvåger kvaliteten. Og på sigt har Kevin og Christian tænkt sig at udvikle en laserskærer til robotten, så den kan skære rør helt op til Ø1000 mm. Det betyder, at smeden ikke behøver at bruge en tung vinkelsliber til de helt store rør.