Snart kan du kode uden at kunne kode

Hvis du drømmer om at kunne programmere, men aldrig har fået det lært, er der håb forude. Microsoft vil gøre det muligt at udvikle en app, selvom man ikke kan skrive en eneste linje kode.

Om klummeskribenten: Nicolai Franck er ansvarshavende redaktør på teknologimediet Techliv og vært på podcasten af samme navn. 

Microsoft er på trapperne med at lancere en ny funktion, som skal gøre det muligt at udvikle en app, selvom man ikke kan skrive en eneste linje kode. I stedet bruges helt almindeligt skriftsprog til at forklare computeren, hvad man gerne vil opnå. Løsningen er baseret på den kunstige intelligens GPT-3; en af tidens mest avancerede computer-intelligenser, når det drejer sig om at forstå skriftsprog.

Microsoft-boss: Koden skriver sig selv
Microsofts CEO Satya Nadella forklarer den nye form for kodning således: “Hvis du på et naturligt sprog kan beskrive, hvad du ønsker at gøre, så genererer GPT-3 en liste over de mest relevante formler, som du kan vælge imellem. Koden skriver sig selv.”

Microsoft giver blandt andet følgende skriftlige eksempel: “Vis mig kunder fra USA, hvis abonnement er udløbet”. Et splitsekund efter viser computeren så den mest oplagte funktion, som altså kan ind-sættes som kode. Der er dog umiddelbart kun tale om ganske simple kommandoer, som minder lidt om formler i Excel. Så du bliver altså ikke superkoder fra den ene dag til den anden.

Mere end en gimmick
Men er det så blot en gimmick, eller er det en fremtid, vi skal tage seriøst? Det er altid svært at vurdere, inden man har haft mulighed for at prøve det. Men mit umiddelbare bud er, at det med tiden kan komme til at gøre en reel forskel. 

Som med alle andre sprog — talesprog, skriftsprog, noder eller matematik — så er computerkode jo en formulering af en tanke, som andre skal kunne forstå eller afkode, for at det giver mening. Og helt ligesom med andre sprog kan en “translatør” også oversætte til (og fra) compu-terkode. Et simpelt eksempel kunne være et digitalt bureau, der udvikler en app eller løsning, som du har beskrevet.

GPT-3 kan blive Google Translate for kode
Hvis vi hopper over i computer-intelligensens verden, og ser hvor avanceret fx Google Translate er blevet, så er jeg helt overbevist om, at en computer lige så vel kan oversæt-te et skriftligt formuleret problem til kodesprog. Det bliver selvfølgelig mindre originalt, og mere simpelt og statisk, på samme måde som hvis en samtale er simultantolket, eller en artikel er oversat fra engelsk til dansk.

Men for mange kan det være rigeligt til at løse mindre problemer, og muligvis kan det (også for børn) være en dør ind til det mere komplekse og avancerede kodesprog. Selvom GPT-3 og Microsofts implementering af teknologien næppe bliver en game changer her og nu, så kan det meget vel være et af de første skridt på vejen til en tid, hvor sproglig computer-intelligens også påvirker, hvordan vi koder. Og i takt med at teknologien bliver mere avanceret, kommer det næppe til kun at være for amatører.

I videoen herunder kan du se, hvordan Microsofts nye system fungerer.