Må man spise i bilen?

Mange servicefolk holder frokostpausen ved rattet i bilen. Men det er ikke egnet som spiseplads.

​Din arbejdsgiver kan anvise dig at spise i et egnet lokale, på et samlingssted eller i en skurvogn. I de tilfælde hvor ingen af de tre steder er en mulighed, kan din arbejdsgiver henvise dig til at benytte bilen som spiseplads. Men på visse betingelser:

Intet billede valgt

Hvis du har arbejde, der ikke sviner dit arbejdstøj, kan din arbejdsgiver anvise dig at bruge bilen som spisested, men ikke bag rattet. For at bilen kan benyttes som spiseplads, skal bilen være ren og ryddelig, og bilen skal indrettes med en termobeholder til mad og drikke. Der skal også være en bordplade, du kan spise ved. Bordpladen kan ikke placeres på rattet, men bordpladen kan godt placeres ved passagersædet.

Hvis du har arbejde, der sviner dit arbejdstøj, kan du ikke henvises til at spise i bilen, medmindre bilen er indrettet med bord og stole, bilen er passende indrettet med isolering, varme, belysning, vinduer og en passende loftshøjde.

Arbejde, der sviner dit arbejdstøj, kan f.eks. være meget støvende arbejde, meget fysisk anstrengende arbejde eller arbejde, der forurener dit arbejdstøj med smittefarlige- eller sundhedsskadelige kemikalier eller kloak- eller spildevandsarbejde.

Pas på dit helbred
Din arbejdsgiver skal anvise dig et sted, så du kan vaske hænder, inden du spiser din mad. Hvis du udfører arbejde med sundhedsskadelige eller smittefarlige stoffer og materialer f.eks. med kloak- eller spildevand udsættes du for bakterier og svampe, og så er det endnu vigtigere at vaske hænder, inden du spiser.

Vær opmærksom på, at hvis du arbejder med kloak, spildevand og lignende, skal du skifte arbejdstøj og evt. bade, inden du bruger spiserummet. Både for din egen og for dine kollegers skyld.