Turbonet udfordrer fantasien

2020’erne står i 5G-nettets tegn, og det baner vejen for at lægen fx kan fjernoperere en patient og at teknikeren kan fjernreparere en maskine. 5G udfordrer fantasien.

Dudududududud crash crash boing boing crash bip…. Nogenlunde sådan husker jeg lyden af det telefonmodem, jeg brugte til at gå på internettet med i 1990erne. Derude ventede en fascinerende verden, hvor man kunne snakke med folk i Australien eller læse nyt fra Indien.

Men jeg husker også en uvished i forhold til, hvad jeg egentlig skulle på nettet? Hvordan fandt jeg de der australiere? Hvor skulle jeg gå hen, når jeg først var derinde? Heldigvis var der webportaler som Yahoo. Og MSN til at hjælpe os med at surfe rundt.

 

En stor del af 2010’erne har mange af os brugt på at være på Facebook, YouTube, Snapchat, Spotify, dba.dk – eller på at spille Wordfeud, Candycrush, Angry Birds og meget mere enten meningsfuldt eller tidsfordrivende. Vi kan dyrke selv den mest niche-agtige hobby, og vi kan finde svar på stort set alt ved at google det. Skelnen mellem at være online og offline er forsvundet, for med vores mobiler er vi ’always on’.

Men det er som om det ikke er nok mere. Selvom man i et menneskeliv kun kan nå at se en brøkdel af det indhold, der er på YouTube, eller læse under en promille af det, der står på Reddit og Wikipedia, banker en ny virkelighed på.

 

Astrid Haug

Astrid Haug, digital rådgiver og cand.mag. i Medievidenskab.

Bliver ofte brugt som kommentator på politik og digital transformation i medierne, bl.a. hos DR, TV2 m.fl.

Astrid Haug rådgiver virksomheder, afholder workshops og holder foredrag.

Astrid Haug har også skrevet og udgivet bøger om emnerne. Senest "Fremtiden tilhører de frygtløse – en guide til den digitale forretningsudvikling fra 2017".

2020'erne står i 5G-nettets tegn

For 2020’erne står i 5G-nettets tegn, og det kan ifølge nogle eksperter blive op til 100 gange hurtigere end 4G.

Her bliver jeg kortvarigt ramt af den samme sindsstemning som i 90’erne – hvad skal vi stille op med et så hurtigt internet? Jeg kan allerede i dag streame Netflix, når jeg sidder midt ude i skoven, så kan nettet overhovedet blive hurtigere?

Jeg forestiller mig det nogenlunde sådan her: I dag er internettet spærret inde i vores mobiltelefoner og computere. I 2020’erne vil vi have en lang række produkter, der er koblet op på nettet, såkaldte IoT-produkter, både i hjemmet, i trafikken og på arbejdspladsen. Mobiltelefonen vil blot være et af dem. Den førerløse bil er en anden, og her skulle netforbindelsen meget nødig svigte. IoT-produkterne vil blive en ligeså integreret del af vores hverdag, som internettet er det i dag. Til den tid kan vi slet ikke forestille os, hvordan vi nogensinde klarede os uden.

 

IoT-produkterne vil blive en ligeså integreret del af vores hverdag, som internettet er det i dag.
Astrid Haug, digital rådgiver.

5g-nettet vil også bane vejen for det taktile internet, hvor en persons bevægelser kan duplikeres på tværs af afstande, så man som læge fx kan fjernoperere en patient, eller som tekniker kan fjernreparere en maskine ved hjælp af haptisk interaktion, dvs. teknologi baseret på berøring.

Med augmented reality bliver der bygget en ny dimension af verden, som eksisterer mellem den fysiske virkelighed og den digitale. Et væld af digitale informationer bliver lagt ind over vores fysiske verden. Vi skal ikke længere gå og stirre ned i en skærm for at kunne navigere i trafikken, shoppe, følge en manual osv. Alt den information og data, der bliver skabt gennem vores brug af IoT og augmented reality, sætter turbo på den kunstige intelligens. Her vil mønstre, adfærd og risici kunne beregnes i realtid og hjælpe individer, virksomheder og offentlige med at træffe bedre beslutninger.

Samtidig vil vi opleve, at de stemmestyrede virtuelle assistenter bliver bedre til at skelne mellem forskellige stemmer og situationer, samt forudse og udføre en lang række handlinger for os, både privat og i arbejdssammenhæng, så vi har hver vores personlige udgave af en digital assistent som Apples Siri.

Denne verden kræver ikke blot hurtigere internet, men også stor opfindsomhed og skabertrang – samt en holdning til, hvordan vi bedst udvikler samfundet, så menneskets behov og den enkeltes sikkerhed er i fokus.