Udvikler testudstyr til komponent på tog

Jakob Sørensen, elektrofagtekniker i DSB, byggede sit eget testudstyr til svendeprøven. Testudstyret tester en eprom med 256 adresser, som viser togets trækkraft i førerrummet via et 7-segment display.

Hvad gik din svendeprøve ud på?
Den bestod af to prøver. En systematisk fejlsøgning på en skibsradio, hvor der blev lagt vægt på fejlfindingsprocessen og systemforståelse. Og et selvvalgt projekt, hvor jeg udviklede nyt testudstyr til en togcomputer. Jeg har brugt seks måneder på projektet. Jeg vidste, at gik jeg i gang tidligt, så kunne jeg levere noget rigtig godt til eksamen.

Hvad var det for et projekt?
I DSB Vedligehold bygger vi selv meget af vores testudstyr, så det valgte jeg også at gøre. Mit testudstyr skulle vise togets trækkraft via en eprom med 256 adresser, som alle skulle testes. Et tog kører, når lokomotivføreren trykker på køre/bremse-kontrollen, som er et håndtag. Togets hastighed øges, jo mere han trykker fremad.

På et 7-segment display kan føreren se, hvilket ’gear’, toget er i. Et 7-segment er syv dioder, der kan vise alle tal fra 0-9. Men hvis der fx ikke sker noget på skærmen, når han trækker i håndtaget, er der fejl i systemet. Mit testudstyr tester og kontrollerer, at output, vist i 7-segment displayet, stemmer overens med inputtet fra togcomputeren, som er koblet til køre/bremse-kontrollen.

Testudstyret spytter også en tekstfil ud, som viser præcis, hvor fejlen på eprommen er. Det er fedt. For tidligere skulle vi manuelt teste alle 256 mulige bit-kombinationer én for én.

Sådan virker det

Styremodulet konverterer data fra togcomputeren om til en binær kode, der kan aflæses i 7-segment displayet. Testudstyret tester i grove træk alle 256 bit-kombinationer og kontrollerer, at output stemmer overens med input.

Hvad består testudstyret af?
Der er en mikroprocessor, som jeg har programmeret i C++. Der er også et PCB print. Først byggede jeg en prototype, og bagefter designede jeg en endelig version i KiCad, som er et designprogram inden for PCB design. Begge printplader virker. Men den seneste version er pænere. Med den computerdesignede printplade slipper man også for fuglereden af ledninger, fordi der er indbygget printbaner, der fungerer som ledninger, fordi de har god elektrisk ledeevne.

Jakob Sørensen, 31 år

  • Uddannelse: Elektronikfagtekniker
  • Udlært: Juli 2018
  • Praktiksted: DSB Vedligehold, El-Teknik

 Anbefalet til dig