– Vi har fået et tættere bånd

Niclas Johansen holdt barsel fra sit job som løsningsarkitekt inden for broadcasting i 11 uger. Det var så fedt, at han gerne havde holdt barsel en måned mere, hvis overenskomsten havde givet mulighed for det.

Navneskiltet uden for døren til lejligheden på Trekonergade i København har stadig teksten ”Fornavn Efternavn”. For Niclas Johansen og hans kæreste Maria har kun lige fået sofaen og spisebordet placeret i lejligheden og pakket flyttekasserne ud efter en flytning fra Amager.

Med i flyttebilen var også datteren Nela på 11 måneder. Flytningen er foregået under Niclas’ 11 uger lange barsel. Her har han også landet et nyt job, så han måtte sige op hos sin daværende arbejdsgiver undervejs i sin barsel. Og så har Niclas stået for indkøringen af Nela i hendes vuggestue.​

Nu er mor ikke længere favoritten
På trods af de tre store projekter har Niclas også haft masser af tid til bare
at hygge med Nela.

– Vi er jo førstegangsforældre, så der har været masser at lære og mange ting, der har været svære at finde ud af. Derfor har jeg været vildt glad for den overenskomst, som har givet mig så mange ugers orlov med Nela med fuld løn.

Niclas er glas for, at han ikke behøvede at tage barsel med hende på barselsdagpenge.

– Det havde været stramt økonomisk, for så høj er den sats altså heller ikke. Så det havde helt sikkert gjort, at jeg ikke havde gået så længe hjemme med hende, som overenskomsten nu har sørget for, at jeg kunne.

Og orloven har givet Nela og ham et tættere forhold, vurderer Niclas.

– Jeg synes, at det har givet mig meget personligt og gjort noget virkelig
godt for os som familie. Før min barsel søgte Nela hele tiden sin mor. Det var fx svært for mig at putte hende om aftenen, men nu hvor jeg har lagt hende til at sove i løbet af dagen, så kan jeg også om aftenen. Vi har tydeligvis fået et tættere bånd, og det er fedt, at vi alle tre kan lege sammen nu, uden at mor altid er favoritten.

Sprang ud i det
– Jeg gjorde mig da nogle tanker inden min barsel om, hvorvidt jeg nu
ville kunne klare det. Fx at få hende lagt til at sove. Men nu er jeg ikke i tvivl om, at det bare var det helt rigtige at springe ud i det.

Hvis du som medlem af Dansk Metal ikke planlægger at bruge din overenskomstsikrede ret til orlov med fuld løn, så har Niclas kun ét
råd til dig:

– Genovervej det! Det er så godt givet ud i forhold til båndet til barnet,
men jeg synes også, at jeg har fået et bedre forhold til min kæreste af det, fordi vi har fået en fælles referenceramme. Og jeg har selv udviklet mig og er blevet mere tålmodig og rolig. Jeg ville tage den fulde barsel igen, hvis vi fik et barn mere.