Ny ungdomsformand i Metal Storstrøm
- Lærlinge har også brug for et stærkt fællesskab
21-årige Anna Kathrine siger sin mening. Det er en vigtig evne, hun har tillært sig med tiden. Det at stå op for sig selv - og nu også andre, efter hun er blevet valgt som ungdomsformand for Metal Storstrøms godt 600 lærlinge.
- Du starter med en rustbunke, hvor du - hvis du er heldig – kan kende forskel på delene. Så bygger du bilen op, totaladskiller den og samler den igen med dele, der kan tage år at finde, hvis du vil have det originale og ikke det første og bedste fra Autodoc. Det er meget tilfredsstillende, siger Anna Kathrine Jespersen.
Interessen for biler sneg sig ind på hende tidligt, da hun så sin far restaurere veteranbiler. Selv drømmer hun om at finde en Peugeot 206 GTi, der trænger til en kærlig hånd.
- Min egen selvbyggede bil, som jeg kan køre i.
Når hun ikke er på værkstedet, strikker hun sweatre og løfter tunge vægte i træningscentret. Mekanikerlærlingen Anna Kathrine Jespersen bryder gerne med forventningerne. Både som kvinde i et mandsdomineret fag og som ny ungdomsformand i Metal Storstrøm. Hun er ikke bange for at sige sin mening og mener, at ”flere virksomheder kunne have godt af lidt pigelus”. Nu er hun klar til at bruge sine erfaringer til at give Metal Storstrøms lærlinge en stemme og et lokalt fællesskab at spejle i. For et stærkt fællesskab kommer ikke af sig selv.

De er ligeglade med, om jeg lige har skiftet en kondenser på en 2008’er
Selvom Anna Kathrine siden 6. klasse vidste, at hun ville være mekaniker, nåede hun helt ind i 2.g på gymnasiet, før hun tog springet. Hun havde jo et ”godt hoved”, som folk sagde.
- Men jeg kedede mig. Mit hoved er ikke egnet til at skulle sidde stille fra 8-15.
Nu er hun snart udlært mekaniker og har ikke fortrudt skiftet.
- Det er den rigtige hylde, jeg er landet på. Her klør vi på. Det er sjovere, og jeg kan lide at skrue og få beskidte fingre.
Hun håber, hun kan være med til at ændre synet på erhvervsuddannelser og tage et opgør med det tabu, hun oplever ved ”bare” at være mekaniker.
- Dem fra min gamle gymnasieklasse går ikke op i, om jeg har skiftet en tandrem. De sidder med deres jurafag og kan relatere til hinanden. De er ufattelig ligeglade med, at jeg lige har skiftet en kondenser på en 2008’er, siger Anna Kathrine og fortsætter:
- Men jeg er jo ikke en sølle mekaniker. Overhovedet ikke. Derfor er der brug for, at vi styrker og løfter hinanden på tværs af fag. Lærlinge har også brug for et fællesskab. At møde nogle, vi er på bølgelængde med. Det ville jeg selv ønske, der var mere af, da jeg startede.
Lærlinge har også brug for et fællesskab. At møde nogle, vi er på bølgelængde med. Det ville jeg selv ønske, der var mere af, da jeg startede.
Træt af at høre, at kvinder ikke kan køre bil
Hun mærkede det allerede fra start. At kvinder stadig er et mindretal i mekanikerverdenen.
Da hun søgte praktikplads, var det op ad bakke mange steder:
- Når jeg mødte op personligt med ansøgningen, kunne jeg godt få elevatorblikket, selvom jeg troppede op i arbejdstøj og ikke smukkeseret til fest. Der var også et sted, der ringede tilbage med afslag, fordi de ikke syntes, det fungerede med kvinder, fortæller Anna Kathrine.
- Jeg tror, de kunne have godt af lidt pigelus. Vi kvinder kan godt. Selvom det ikke burde være sådan, så er vi ofte ekstra motiverede for at vise, at vi kan. Vi går den ekstra mil.
Heldigvis fik hun en god læreplads og har haft en god læretid. Men hun håber, at virksomhederne bliver bedre til at ansætte på tværs af køn og ikke stille sig så skeptisk.
- Arbejdspladserne skal blive bedre til at se mulighederne. På mit lærested er vi flere kvinder. Når vi bruger omklædningen, sætter vi bare en seddel på døren. Man behøver ikke gøre det sværere end det er, siger Anna Kathrine
- Og nu ved de godt, at jeg ikke orker at høre mere om, at kvinder ikke kan køre bil, siger hun og griner.

På 15 sekunder er du pludselig med i et kæmpe fællesskab
Hun vidste ikke meget om Dansk Metal, inden hun blev medlem. Det var hendes far. Så det var hun også. Men sidste år tog hun på et ungdomskursus på Metalskolen, med nerverne uden på tøjet.
- Jeg stod og nedstirrede tavlen ved receptionen. Kampnervøs, griner hun.
- Så kom der en og spurgte, om det var første gang, jeg var der. Og på 15 sekunder er du pludselig med i et kæmpe fællesskab, du ikke vil ud af. Derfra tog det fart.
Den oplevelse vil hun give videre som ungdomsformand i Metal Storstrøm. Målet er flere lokale arrangementer, hvor lærlinge kan mødes, finde netværk og fællesskab.
- Jeg glæder mig til at komme i gang og skabe et fællesskab, man har lyst til at være en del af. Lærlingene skal vide, at Dansk Metal også er for dem. Vi er mange her i Storstrøm, så selvfølgelig skal vi også være repræsenteret.

Har du spørgsmål eller brug for hjælp?
Ring til Dansk Metal og få en snak med en af vores medarbejdere.
3363 2000Mandag-torsdag: 08.30-17.00
Fredag: 08.30-14.00
Husk, at du også altid er velkommen til at skrive til os eller bestille en opringning. Se vores kontaktmuligheder.