Resultater OK20

Se video

Tallene for urafstemningen er torsdag den 16. april netop blevet offentliggjort hos Forligsinsitutionen, og forliget er blevet vedtaget både på arbejdsgiversiden og hos lønmodtagerorganisationer som Dansk Metal er en del af.

Dansk Metals medlemmer har med et massivt flertal stemt ”ja” til de nye overenskomster på det private område. Hele 91,6 pct. af de afgivne stemmer var et ”ja”.

Hos forbundsformand i Dansk Metal Claus Jensen, der også er formand for CO-industri, som forhandler overenskomsten med DI på vegne af 230.000 ansatte i industrien, er der stor tilfredshed med resultatet:

” Vi har fra starten anbefalet et klart ja til overenskomsten, og derfor glæder det mig selvfølgelig, at medlemmerne har været enige i, at det er en rigtig god aftale. Ligegyldig hvem du er, og hvor du er i dit arbejdsliv, så får du noget ud af denne overenskomst, og det har medlemmerne honoreret. Der er ingen tvivl om, at rigtig mange medlemmer har været tilfredse med stigningen på fritvalgskontoen, og at man med denne overenskomst får ret til fuld løn under sygdom i fem uger mere end tidligere”.

Den samlede stemmeprocent blandt de 69.337 stemmeberettigede hos Dansk Metal er på 72,3 procent.

Selv om resultatet af afstemningen først ligger klart midt i april, så gælder den nye overenskomst tilbage fra 1. marts, hvor den gamle ophørte. Det betyder, at ændringer i satser, tillæg og så videre bliver reguleret på lønnen efterfølgende.

Hovedpunkterne i den nye overenskomst
Det nye treårige forlig på industriens område sikrer markante forbedringer til Dansk Metals medlemmer. Uanset om du lige er startet på dit arbejdsliv som lærling, om du har børn, eller hvis du så småt begynder at overveje at trappe ned i dit arbejdsliv. Hovedbestyrelsen anbefaler på den baggrund medlemmerne af Dansk Metal at stemme ja ved den kommende urafstemning.

Forbedringerne er:

Fritvalgskontoen forøges fra fire pct. til syv pct. og giver udvidede muligheder

Fritvalgskontoen øges fra fire pct. til syv pct., og udvides også med øget frihed til børnefamilier, der nu både kan bruge kontoen til fravær ved lægebesøg medbarn og til at holde barnets anden hele sygedag.

Forældreorloven forhøjes med tre ugers øremærket forældreorlov

Perioden med fuld løn under forældreorlov udvides med tre uger. Den samlede periode er dermed på 16 uger og fordeles på denne måde:

•    Fem uger til den forælder, der har holdt barselsorloven
•    Otte uger til den anden forælder
•    Tre uger til den ene eller anden forælder

Løn under sygdom forbedres markant

Løn under sygdom forøges markant fra de nuværende ni uger til 14 uger.

Arbejdsmiljørepræsentanternes vilkår forbedres

Forbedringer af arbejdsmiljørepræsentanternes vilkår, herunder forbedrede uddannelsesmuligheder og adgang til nødvendige IT-faciliteter, herunder internet.

Pension til lærlinge fra de fylder 18 år

Pension til lærlinge fra den dag, de fylder 18 år, i stedet for den dag, de fylder 20 år.

Nye mindstelønninger og satser

Mindstebetaling udgør (HUSK, AT LØNNEN FORHANDLES PÅ JERES VIRKSOMHED)

for voksne arbejdere
pr. 1. marts 2020:  122,15 kr.
pr. 1. marts 2021: 124,65 kr.
pr. 1. marts 2022:  127,15 kr.

for arbejdere under 18 år
pr. 1. marts 2020: 70,35 kr.
pr. 1. marts 2021: 71,80 kr.
pr. 1. marts 2022: 73,20 kr.

Forskudt tid, skiftehold og overarbejde
 Samtlige tillæg forhøjes med 1,6 procent pr. 1. marts 2020, med 1,6 procent pr. 1. marts 2021 og med 1,6 procent pr. 1. marts 2022.

Betalingssatser i speciel del
 Pr. 1. marts 2020 forhøjes samtlige betalingssatser i "Speciel del" med 1,6 procent, pr. 1. marts 2021 forhøjes de med 1,6 procent, og pr. 1. marts 2022 forhøjes de med 1,6 procent.


Nye redskaber mod social dumping

Der er en aftalt en række nye protokollater, der skal tage det næste skridt i kampen mod social dumping.

Aftalt uddannelse er gjort permanent

Aftalt uddannelse er gjort permanent, og der er skabt bedre muligheder for uddannelse i opsigelsesperioden.

Højere mindsteløn

Forøgelse af mindsteløn med 7,50 kr. Lønnen er – bortset fra en fastsat mindsteløn – ikke en del af de centrale overenskomstforhandlinger i industrien, men fastsættes via årlige lokale lønforhandlinger.

Præcisering af tillidsrepræsentanternes rettigheder ift. GDPR

Præcisering af, at tillidsrepræsentanter har samme rettigheder som før GDPR. Desuden forbedringer af arbejdsmiljø-repræsentanternes vilkår, herunder forbedrede uddannelsesmuligheder.

Grønt ansvar

Vedvarende, systematisk og stærkt samarbejde mellem ledelse og ansatte til fremmelse af den grønne omstilling.

En god aftale med mere til alle

Dansk Metals hovedbestyrelse finder, at et forlig med en overenskomstperiode på tre år er fornuftigt, set i lyset af de gode elementer, som forliget rummer.

Samtidig vurderer hovedbestyrelsen, at resultatet giver plads til de kommende lokale lønforhandlinger, hvor der er mulighed for at forhandle yderligere forbedringer hjem direkte på lønnen.

Derfor anbefaler hovedbestyrelsen alle medlemmer at stemme ja til forliget, når det bliver sendt til urafstemning.