Du kan opsige et arbejde, hvis du ved en fratrædelse får en godtgørelse fra arbejdsgiveren, der medfører fradrag i dagpengene efter bekendtgørelse om udbetaling af dagpenge.

Det er et krav,

  1. at godtgørelsen gives som et led i en fratrædelsesordning, og
  2. at godtgørelsen sammen med løn i den periode, hvor dit opsigelsesvarsel løber, mindst svarer til løn for den periode, der svarer til arbejdsgiverens opsigelsesvarsel.

Ved en fratrædelsesordning menes en aftale mellem arbejdsgiveren og en gruppe medarbejdere om at nedbringe antallet af ansatte i virksomheden, hvor arbejdsgiveren udbetaler en godtgørelse til de medarbejdere, der fratræder.

Løn og eventuel godtgørelse skal give fuld økonomisk dækning svarende til, at du var afskediget med korrekt varsel på det tidspunkt, hvor aftalen om fratrædelse blev indgået.

Hvis løn og eventuel godtgørelse ikke giver fuld økonomisk dækning, er du selvforskyldt ledig. Du mister dog ikke retten til dagpenge ud over det tidspunkt, du skulle være fratrådt efter arbejdsgiverens opsigelsesvarsel.

Du har ikke en gyldig grund, hvis du efter en særlig, individuel aftale med arbejdsgiveren får en godtgørelse ved en fratrædelse.