Du kan opsige et arbejde eller ophøre i et tilbud, hvis afstanden mellem bopæl og arbejdssted medfører, at den tid, der går til transport, er mere end 3 timers samlet daglig transporttid med offentlige transportmidler, og opsigelsen sker i tilknytning til
- omlægning af offentlige transportmidler,
- ændring af arbejdstidens placering,
- bortfald af en privat aftale om samkørsel med personer uden for medlemmets husstand, hvor medlemmet ikke har råderet over transportmidlet, eller
- at ægtefællen eller samleveren flytter.
Det er et krav, at opsigelsen sker i umiddelbar tilknytning til det anførte forhold, og at du forinden har prøvet at få en anden arbejdstid.
For så vidt angår ægtefælle eller samlevers flytning gælder følgende krav:
- Ægtefællen eller samleveren er flyttet for at
a) overtage et arbejde af mere end 5 ugers varighed,
b) begynde på en uddannelse af mindst 18 måneders varighed, eller fortsætte i et uddannelsesforløb, hvor der er mindst 18 måneder tilbage af uddannelsesforløbet, eller
c) begynde eller flytte en selvstændig virksomhed, der udøves mere end midlertidigt og i et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer om ugen. - Ægtefællens eller samleverens daglige transporttid fra den hidtidige bopæl til det nye arbejde mv. er mere end 3 timers samlet daglig transporttid med offentlige transportmidler.
- Din og ægtefællens eller samleverens flytning sker fra en fælles adresse og til en fælles adresse.
- Din opsigelse og flytning sker inden 1 år efter, at ægtefællen eller samleveren er flyttet.