Ja. Du kan anses for ophørt med drift af selvstændig virksomhed, når virksomheden er lukket og afmeldt hos CVR-registeret hos Erhvervsstyrelsen.
I den forbindelse skal de skattemæssige forpligtelser være overdraget eller afsluttet.
Du skal fremlægge dokumentation i form af en bekræftelse af ophøret fra Erhvervsstyrelsen vedrørende afmeldingen på virk.dk og en bekræftelse fra Skatteforvaltningen.
Ved ophøret skal du igennem en venteperiode på 3 uger, hvor du ikke har ret til dagpenge i a-kassen.
Du kan dog anses for ophørt, før virksomheden er afmeldt hos CVR-registeret, hvis virksomheden er under afvikling, og du på tro og love erklærer ikke at drive virksomheden udover, hvad der kan anses for afvikling.
Ophøret kan tidligst gælde fra det tidspunkt, a-kassen har modtaget din tro og love-erklæring. Det er en betingelse, at du inden for 6 måneder fra det tidspunkt, hvor a-kassen har modtaget tro- og loveerklæringen, har dokumenteret, at virksomheden er CVR-afmeldt.
Ved ophør på grundlag af en tro- og loveerklæring skal du igennem i venteperiode på 2 måneder, hvor du ikke har ret til dagpenge i a-kassen. Venteperioden løber fra dagen efter, dit ophør er dokumenteret. Du skal kun gennemgå venteperioden, hvis virksomheden efter dagpengereglerne anses for at have været din hovedbeskæftigelse. Du skal ikke gennemgå en venteperiode, hvis virksomheden må anses for at have været din bibeskæftigelse.