Ja. Hvis din ret til supplerende dagpenge er udløbet, og du ikke har genoptjent retten til en ny 30-ugers-periode med supplerende dagpenge, kan du forlænge den periode, hvor du arbejder på nedsat tid og samtidig får udbetalt supplerende dagpenge, med op til 12 uger.

Ved opgørelsen af, om du kan forlænge perioden, medregnes følgende forhold, der er indberettet mv. i de seneste 12 måneder forud for tidspunktet for udløb af perioden med ret til supplerende dagpenge:

  1. Løntimer og A-indkomst indberettet til indkomstregisteret. Afholdt ferie med feriegodtgørelse og A-indkomst, udbetalt til ejeren af et selskab, hvor ejeren har afgørende indflydelse, kan dog ikke medregnes ved opgørelsen. Ukontrollabelt arbejde omregnes til timer med omregningssatsen, som er 295,54 kr. pr. time (2025-tal).
  2. B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag, og som ikke indgår i din virksomheds overskud eller underskud. B-indkomsten omregnes til timer med omregningssatsen, som er 295,54 kr. pr. time (2025-tal).
  3. Måneder, hvor et du har drevet selvstændig virksomhed og ikke har modtaget dagpenge. Det er en betingelse, at virksomheden har været registret i offentlige registre i 6 måneder på tidspunktet for udløb af perioden med ret til supplerende dagpenge.

Ved opgørelsen af den forlængede ret til supplerende dagpenge for et fuldtidsforsikret medlem på baggrund af løntimer, A- og B-indkomst i nr. 1 og 2, giver én månedsindberetning med mere end 146 løntimer, fire uge-indberetninger med mere end 34 løntimer eller to 14-dages-indberetninger med mere end 68 løntimer ret til yderligere 4 uger, hvor du kan arbejde på nedsat tid og samtidig får udbetalt supplerende dagpenge.

Ved opgørelsen af den forlængede ret til supplerende dagpenge for et deltidsforsikret medlem på baggrund af løntimer, A- og B-indkomst i nr. 1 og 2, giver én månedsindberetning med mere end 118 løntimer, fire uge-indberetninger med mere end 27 løntimer eller to 14-dages-indberetninger med mere end 54 løntimer ret til yderligere 4 uger, hvor medlemmet kan arbejde på nedsat tid og samtidig får udbetalt supplerende dagpenge.

Ved opgørelsen af den forlængede ret til supplerende dagpenge på baggrund af drift af selvstændig virksomhed (nr. 3), giver hver kalendermåned ret til forlængelse af perioden med supplerende dagpenge med 4 uger.

Hvis du vælger at gøre brug af din forlængelsesmulighed, vil de løntimer, der er anvendt til forlængelse, ikke længere kunne anvendes til generhvervelse af en ny 30-ugers-periode med ret til supplerende dagpenge.