Udgangspunktet er, at uddannelsestiden forlænges med fraværsperioden, som skal følge lovgivningen herom. Medfører en aftale efter § 58 stk. 1, at uddannelsestiden forlænges med mere end fraværsperioden, er aftalen kun gyldig, hvis det faglige udvalg godkender den. Virksomheden skal henvende sig til det faglige udvalg, hvis der ikke er enighed mellem eleven eller lærlingen og virksomheden om forlængelse af grunde som nævnt i § 58 stk. 1, eller hvis eleven eller lærlingen ikke tager initiativ til at afklare behovet herfor. Det faglige udvalg fastsætter herefter et tillæg til uddannelsesaftalen, hvorved uddannelsestiden forlænges med et tidsrum fastsat af udvalget.