Mange kemiske stoffer kan have negativ påvirkning af muligheden for at blive gravid. Det gælder fx organiske opløsningsmidler, hormonforstyrrende stoffer eller tungmetaller. Der er endnu flere kemiske stoffer, hvor man endnu ikke kender påvirkningen. Ligesom forskellige former for røg, kemi og partikler er mistænkt for at nedsætte både sædkvalitet og fertilitet.
Der er fx påvist at svejserøg er kræftfremkaldende, men røgen kan også sænke mænds sædkvalitet. Det samme kan udstødningsgasser fra dieselmotorer, dampe med kviksølv, mangan og cadmium, kemi til overfladebehandling og kraftig varme for eksempel fra støberier eller svejsning.
Kvinder skal være særligt opmærksomme på, at langvarig stress kan mindske muligheden for at blive gravid. Hvis I som kommende forældre oplever problemer med at blive gravide, så kontakt lægen. Lægen kan enten vejlede jer, eller henvise jer til arbejdsmedicinsk klinik, for at afklare, om der er problemer i arbejdsmiljøet, der har indflydelse på jeres mulighed for at blive gravide.
Husk at nævne vigtige dele af jeres arbejde, som processer og kemiske produkter, når I taler med lægen.