Som tillidsrepræsentant er du som udgangspunkt beskyttet mod afskedigelse. Skulle det alligevel ske for dig, har du som hovedregel et længere opsigelsesvarsel end andre medarbejdere. Du kan kontakte din lokalafdeling for at få at vide, hvad der gælder for dig.
I nogle overenskomster og tillidsrepræsentantaftaler er der indarbejdet et tillæg for at være tillidsvalgt. Det er der, fordi arbejdet kan være krævende og nogle gange også går ud over fritiden. Tillægget afhænger af, hvor mange ansatte, der er på din arbejdsplads.
Du skal have tid til arbejdet som tillidsvalgt. Det er meget forskelligt, hvor lang tid tillidsvalgte bruger på opgaven, men generelt skal arbejdet som tillidsrepræsentant udføres inden for den normale arbejdstid. Det er derfor en god ide at tale med ledelsen om, hvordan du får tid til arbejdet.