Her er 8 råd til dit arbejdsmiljø, hvis du har børn på vej
Dine opgaver på job kan betyde noget for din mulighed for at blive forælder. Se huskelisten over, hvad du skal gøre - både som mor og som far.
Både mænd og kvinder kan have et arbejdsmiljø, der gør, at det bliver svært at opnå en graviditet. Omtrent 10-15 procent af danske par har svært ved at få børn.
Her får du en række råd til dit arbejdsmiljø. Der er råd til dig, der:
- Er gravid
- Gerne vil blive gravid
- Ammer
- Vil være far i fremtiden.
Hvis du vil være far i fremtiden
Et sted mellem 20 og 40 procent af mænd i Danmark har så dårlig sædkvalitet, at det kan nedsætte deres evne til at blive fædre.
Svejserøg er fx kræftfremkaldende og har også en effekt på sædkvaliteten. Det er stofferne i svejserøgen, der er mistænkt for at skade sædcellerne. Det drejer sig fx om krom, nikkel og kobber. Kraftig varme kan også skade mandens 'små svømmere'.
Mænds forplantningsevne afhænger ikke kun af deres sædkvalitet. Lysten til sex kan også blive påvirket af dårligt psykisk arbejdsmiljø. Det kan være træthed, fx efter lange arbejdsdage eller natarbejde.
4 ting, du selv kan gøre, hvis du vil øge din mulighed for at blive far en dag:
- Sørge for at bruge udsugningen.
- Huske at bruge åndedrætsværn.
- Bruge særligt skærmende arbejdstøj, hvis du arbejder med varme.
- Tage fat i din arbejdsmiljørepræsentant, hvis du bliver opmærksom på en arbejdsproces, hvor der er skadelige påvirkninger, der enten kan fjernes helt eller tåle sikkerhedsforanstaltninger.
Uanset om du venter børn eller ej, så er det fornuftigt at være opmærksom på de fire punkter.
Det beskytter ikke kun de mænd, som gerne vil have børn – de skadelige påvirkninger giver typisk også andre slags skader, fx kræft eller hormonforstyrrelse, som andre mænd også skal være fri for. Ikke kun vordende forældre.
Til mødrene
Du skal som gravid eller ammende være endnu mere opmærksom på dit arbejdsmiljø, da et foster eller spædbarn er mere modtageligt over for påvirkninger end en voksens krop.
Det betyder blandt andet, at der kan være andre grænseværdier for, hvad du må udsættes for som gravid – end dine andre kolleger. Det er din chefs ansvar, at både du og dit kommende barn ikke bliver skadet af arbejdet.
Derfor anbefaler Dansk Metal, at du inddrager chefen, så snart du ved, at du er gravid. Arbejdsgiverens pligt til at passe ekstra godt på gravide ansatte begynder nemlig, når beskeden om graviditet er givet.
Du og din arbejdsgiver kan tage udgangspunkt i pjecen 'Dit arbejdsmiljø som forælder'.
Huskelisten: 8 råd til dig, der er gravid
- Brug tekniske hjælpemidler i stedet for selv at løfte, trække, eller skubbe – hver gang!
- Fortæl arbejdsgiver om graviditeten så tidligt som muligt.
- Aftal planlægning af dit arbejde med arbejdsgiver for at mindske risici.
- Tal med din læge om kemi, støj, processer og belastninger i dit arbejde.
- Medbring eventuelt sikkerhedsdatablade eller brugsanvisninger.
- Fortæl også lægen om eventuelle lange arbejdsdage eller natarbejde.
- Brug eventuelt arbejdsmedicinsk klinik til at få vejledning (henvisning gennem læge eller lokalafdeling).
- Brug din lokalafdeling – vi er altid klar til at hjælpe dig.
Pjece om forældres arbejdsmiljø
Har du spørgsmål eller brug for hjælp?
Ring til Dansk Metal og få en snak med en af vores medarbejdere.
3363 2000Mandag-torsdag: 08.30-17.00
Fredag: 08.30-14.00
Husk, at du også altid er velkommen til at skrive til os eller bestille en opringning. Se vores kontaktmuligheder.