Som nogle pensionister har spurgt...

Hvordan glæder man sig til sommerferien, når man er pensionist?

Rigtigt mange seniorer og pensionister bliver bidt af frivilligt, meningsfyldt arbejde, både for sportsklubber og forskelligt foreningsarbejde.

Det er så udbredt, at vores samfund ville gå i stå, hvis de ikke gjorde det.

Meget af det organisatoriske, frivillige foreningsarbejde klinger af i sommerferieperioden, hvor også mange ældre og pensionister planlægger lidt ferie. Så de grupper kan glæde sig til sommerferien, ligesom alle andre grupper i samfundet.

Så er der dem, der går ekstra meget op i børn og børnebørn. Hvor poderne måske skal på ferie hos bedsterne. Det er vel også noget, man glæder sig til.

Der vil være en restgruppe, der har det svært. Det er ikke kun på grund af sommerferien. Det er generelt, at der sidder ensomme mennesker derude, der ikke selv orker eller evner at komme ud af isolationen.

Specielt er det enlige mænd, der er i fare for at ende der. Typisk har de i deres ægteskab afholdt sig fra deltagelse i alt det huslige. De har haft kontakt til andre grundet hustruens udadvendthed. Derfor bliver alting pludselig uoverskueligt og besværligt. Man vil selvfølgelig ikke ligge nogen til last, uden tanke for, at man måske kunne bidrage i stedet for.

Her har vi alle et fælles ansvar. Gå nu ind og få en snak med den ”sære” nabo. Få ham eller hende med i Metals seniorklub i dit lokalområde. Er der ikke en Metal Seniorklub, så få ham eller hende med i Faglige Seniorers Lokalforening — det er en fælles interesseorganisation for seniorer med tilknytningsforhold til en FH-fagforening.

Det kunne være skønt, hvis vi alle sammen kunne glæde os til sommerferie.

Der er også politisk sommerferie, selvom det halve af verden står i brand. En diktatorisk, amerikansk præsident, der truer med store, tåbelige toldsatser, samt truer med at overtage et selvstændigt landområde. Her tænker jeg på Grønland.

Politisk sommerferie, selvom der er opstartet en omfattende sundhedslov, en ny ældrereform. Begge dele så banebrydende, at ingen aner helt, hvor det ender.

Der kommer et kommunalvalg lige rundt om hjørnet, så det er bestemt ikke arbejde, der mangler. 

Det ville være ønskeligt, at alle ældre- og seniorrådsvalg kom samtidig i hele landet som fremmødevalg. Det skylder samfundet deres seniorer, når man ser på, hvad seniorer gør for samfundet.

Det er en udslidt floskel at tale om ældrebyrde, den findes simpelthen ikke. Flere og flere ældre bliver på arbejdsmarkedet efter deres pensionsalder. Flere starter op igen på arbejdsmarkedet efter at være stoppet, og de bærer en kæmpe samfundsbyrde med deres frivillige, ulønnede arbejde.

Sidst, men ikke mindst, var det en fornøjelse at høre vores forbundsformand, Claus Jensen, i P1 Morgen, hvor han på fornemmeste vis satte fokus på styrker og svagheder i vores samfund, og ikke mindst betydningen af den unikke danske model.

Tillad mig ikke kun at være stolt faglært, men også stolt Dansk Metal-medlem.

Ejvind Heinecke

Seniorudvalgsformand

 

 

 

Har du spørgsmål eller brug for hjælp?

Ring til Dansk Metal og få en snak med en af vores medarbejdere.

3363 2000

Mandag-torsdag: 08.30-17.00
Fredag: 08.30-14.00

Husk, at du også altid er velkommen til at skrive til os eller bestille en opringning. Se vores kontaktmuligheder.