Et fald gjorde Marianne uarbejdsdygtig – men nu har hun fået anerkendt sin arbejdsskade
Vi har gennem flere år hjulpet Marianne med at få anerkendt sin arbejdsskade.
Historien starter tilbage i 2016, hvor Marianne arbejdede som CNC-operatør. En dag, da hun skal rette på et emne i maskinen, går det galt. Hun glider og får et vrid i sin ryg og smerterne er efterfølgende så slemme, at hun bliver sygemeldt med det samme.
"Jeg kunne intet lave og lå sengeliggende. Skæbnen ville så, at et par dage efter mit fald gik virksomheden også konkurs. Det var som om at alt mislykkedes" fortæller hun.
Metal kom på banen
Marianne kontaktede dog hurtigt Metal, og vi hjalp både med at skaffe Marianne og hendes kollegaer den løn, de havde til gode, og samtidig startede vi en arbejdsskadesag på rygskaden.
"Det var en lang proces med arbejdsskadesagen, fordi jobcenteret ikke ville indse, at jeg havde for mange smerter til at arbejde. Jeg var taknemmelig for, at Anne fra Metal Kolding var bisidder til alle samtalerne" fortsætter hun.
Endelig afgørelse
Og efter tovtrækkeri frem og tilbage og et læge besøg afsluttes sagen endelig. Marianne får tilkendt et erhvervsevnetab på 90 % og en mengrad på 8 %.
"Jeg blev så glad, da jeg fik beskeden, at jeg begyndte at græde. Nu kunne jeg endelig puste lettet ud"
I dag er Marianne førtidspensionist og er taknemmelig for, at hun stod organiseret i Metal, da uheldet skete:
"Jeg tør slet ikke at tænke på, hvor jeg havde været uden Metal. Deres hjælp har været fuldstændig uundværlig" afslutter hun.
Tak for at fortælle din historie, Marianne!
Har du spørgsmål eller brug for hjælp?
Ring til Dansk Metal og få en snak med en af vores medarbejdere.
3363 2000Mandag-torsdag: 08.30-17.00
Fredag: 08.30-14.00
Husk, at du også altid er velkommen til at skrive til os eller bestille en opringning. Se vores kontaktmuligheder.