Jubilarportræt - Viggo har været medlem i 70 år

Ting kommer ikke af sig selv. Det er Viggo Rasmussen et levende bevis på. Han har været med til at forme fagbevægelsen som medlem i over 70 år. Og gennem sine mange år som afdelingsformand i Metal Sorø. Dengang hver by havde sin egen afdeling. En mand, der har tilstræbt samarbejdet, og er blevet belønnet for det i indflydelse. Og en mand så ordentlig at du næsten ikke opdager, at han bander.

Når folk hilser på Viggo og hans kone Jytte på gaden, og det sker tit, hænder det oftere, at det ellers så velovervejede blik flakker kort, og han må spørge: 

”Hvor kender jeg dig fra?”

”Sådan er det jo, når man er 89 år,” konstaterer han nøgternt. Dertil har han haft et betydeligt netværk og en omfangsrig berøringsflade i Sorø og omegn. Så han har flere at huske end de fleste.

Mange af ansigterne er fra Viggo Rasmussens 70 år som medlem og aktiv i fagbevægelsen. I Dansk Metal. De 24 af årene var som afdelingsformand i Metal Sorø. Og det sker såmænd stadig, at flere af de drenge, som i dag er granvoksne mænd, der dengang var med på formandens kontor i det gamle svendehjem i Sorø, hilser på ham: ”Kan du ikke huske mig, jeg var da altid med far nede og betale fagforening?”

”Ahh det kan man altså ikke huske,” griner Viggo Rasmussen mildt og slagkraftigt på en gang.

Men selvom hukommelsen i hverdagen ikke er, hvad den har været. Så står minderne anderledes skarpe og nedfældet i hans røde mappe, der ligger opslået og forberedt foran os på spisebordet. De mange historier, tillidshverv og samarbejder. Med pligten som en rød tråd gennem det hele. 

Det kalder han det dog sjældent selv. Han bruger ord som samarbejde, sammenhold og ordentlighed. Han taler om glæden ved at skabe noget. Og vigtigheden af at pleje det. 

CV’et og Jytte


Vi sidder i stuen i lejligheden i Sorø. Den by han altid har boet i. Med den røde mappe på bordet og kaffe på kanden. Mellem luftige gardiner, pyntepuder i sofaen og orkideer der trives. Jyttes hjemmebane. I al den tid hvor Viggo Rasmussen har lagt et engagement i Metal, har hun været hans anden halvdel og taget sig af hjemme og sørget for børnene, så det hele kunne gå op. 

”Han kørte på kontoret og arbejdede gerne lørdag og søndag morgen, inden vi stod op, børnene og jeg,” fortæller hun, ”Så han har gået rigtig meget op i det. Det er godt nok.”

Og det var lige fra han blev svend og tillidsmand ude på Ford. Men tanken om at han skulle være afdelingsformand på fuld tid, var hun først mindre glad for:

”Han havde jo et godt job hos Ford som mekaniker. Men det gik jo også. Og så kom han i forretningsudvalget og hovedbestyrelsen og alt der,” siger hun. Og man fornemmer, hvad det har krævet af dem som familie men også stoltheden.

Viggo Rasmussen har fundet et papir, hvor han har noteret væsentlige pejlemærker i karrieren. Med fingeren udpeger han ordene på papiret foran sig, mens han læser op.

”I ’60 bliver jeg tillidsmand og kommer med i bestyrelsen i afdelingen.”

”I ’62 blev jeg gift med Jytte,” siger han og griner.

”Her 17. oktober ’73 bliver jeg valgt til afdelingsformand for Dansk Smede- og Maskinarbejderforbundet i Sorø.” Et krævende arbejde med mange interessetimer. Det slider.

”Min påstand er, at man ikke kan arbejde i så mange år, hverken som afdelingsformand eller alt det andet, jeg rodede mig ind i, hvis man ikke har en kone, der forstår, hvad det er, man gør. Jytte var mit held.”

”Har du set den her?” spørger Jytte mig. Hun løfter en glaseret Royal Copenhagen porcelænsfigur, der forestiller en stor smed med brunt forklæde på og hammer i hånden. En klassisk smed foran sin ambolt. ”Den fik han i gave fra forbundet, da han trådte ud af hovedbestyrelsen.” Hun sætter ham forsigtigt på skænken igen til skue ved siden af Viggos avisstol, kunsten på væggen og Churchill og Anker i reolen.

Den gode mekaniker


Viggo Rasmussens barndomshjem lå for enden ad en vej med adgang til skoven direkte fra baghaven. Her, ude i skoven, brugte han mange timer, mens krigen lå over landet i 40’erne. Et fristed som gjorde ham overbevist om, at han ville være skovfoged en dag.

”Men så i 1945 da krigen slutter, bliver verden jo spændende. For nu begynder der sørme at komme biler. Og traktorer og sådan noget. Der er næsten ingen hestevogne mere. Der er gået fem-seks år, hvor jeg overhovedet ikke har set en ny bil og næsten ikke engang en gammel. Og så lige pludselig, så kommer de. Det var sgu spændende,” siger han.

Han kommer i lære som mekaniker hos Ford, byens største automobilforhandler. Netop konfirmeret og bare 14 år: ”Det er noget nyt for mig. Nu får jeg lov at være med. Du skal skrue her og sådan. Det var spændende.”

Her kommer han og de andre lærlinge under vingerne på det, han selv beskriver som: ”en virkelig rar værkfører”. Noget der ikke var en selvfølge, må man forstå.

”Alene hans ansigtsudtryk, når han blev alvorlig og kiggede på svendene: ”Hvis der er nogle drenge, der skal skældes ud, så siger I det til mig. I skal ikke gå og skabe jer over dem,” husker han med taknemmelighed i stemmen. Samme værkfører får ham med i lærlingeklubben. Noget der for Viggo blev en sneboldseffekt ind i fagbevægelsen.

Viggo Rasmussen bliver hos Ford i 30 år, hvor han også bliver skuemester og tillidsmand, inden han tager springet og bliver afdelingsformand på fuld tid. 

Forhandlingens kunst


Når man lytter på de historiske vandrør, bliver Viggo Rasmussen beskrevet som en retfærdig formand med et klogt forhandlingsgen. Noget der formodentligt gjorde, at han, på trods af at han var afdelingsformand for en af mindste afdelinger på Sjælland, også sad med i forretningsudvalget og hovedbestyrelsen i Dansk Metal.

”Jeg synes selv, jeg har haft meget glæde af at søge samarbejdet. Også med dem, som jeg måske ikke er helt enige med altid. Prøve at snakke hinanden til rette. Vente med at foretage sig noget til man er enige. Det kunne jeg godt tænkte mig, at man kunne lære nogle flere. Eller give dem lyst til,” siger han og retter sig selv:

”Man kan ikke lære dem det. De skal de squ selv. Men de skal have lyst.”

Samarbejdsevner og en lyst til at være med til at bygge noget op som han selv tror, at han fik med sig fra opvæksten i en tid, hvor Danmark var besat af tyskerne.

Viggos far var snedkersvend og værkfører på stolefabrikken. Når sirenerne lød, tog han afsted på arbejde. Også selvom det var midt om natten sammen med seks-otte andre mænd.

”Som dreng tænkte jeg ikke på sådan noget. Men bagefter tænker man, de mødtes deroppe på øverste sal, fordi de ville passe på fabrikken, hvis der nu skulle blive bombet eller opstå ild. Det var jo det, det gik ud på at holde øje med.”

”Det påvirker en. Det var jo også pligten ikke.”

Hjemme i huset ved skoven, stod der på samme tid altid tre opredte senge i kælderen, som var gjort pæn og ren. Og af og til var der nogen, der havde sovet dernede om natten, bemærkede Viggo.

”Alt sådan noget der. Nogen, der tager sig af noget. Og gør det uden at stille alt for mange spørgsmål. Sådan noget, er jeg også vokset op med jo. Jeg vil ikke sige, jeg er præget af det. Men jeg har vel lært lidt af det med at hjælpe og være med. Og huske at tie stille de rigtige steder, men fandeme også huske at sige noget, det rigtige sted.”

Del indholdet

Har du spørgsmål eller brug for hjælp?

Ring til Metal Midt-Vestjælland og få en snak.

5852 1342

Telefontider:

Mandag: 9.00 - 12.45 og 13.15 - 16.00
Tirsdag: 9.00 - 12.45 og 13.15 - 16.00
Onsdag: 9.00 - 12.45 og 13.15 - 16.00
Torsdag: 9.00 - 12.45 og 13.15 - 16.00
Fredag: 9.00 - 12.30

Du kan også skrive til: midtvestsjaelland@danskmetal.dk
Sikker e-mail: sik-midtsjaelland@danskmetal.dk