Når din arbejdsgiver går konkurs
Jakob og hans 15 kollegaer fik manglende løn
Metal Midt-Vestsjælland sikrede medlemmerne 1.083.307,70 lønkroner efter konkurs. Et lønkrav som Jakob Sørensen efter eget udsagn “nok havde opgivet”, hvis han selv skulle have kørt sin sag.
For de fleste er der ikke et forvarsel. Det kommer som et lyn fra en klar himmel. Konkursen. Den dag din arbejdsgiver drejer nøglen om, og lønnen ikke går ind på din konto, som den plejer.
33-årige Jakob Sørensen fra Korsør har prøvet det, da hans tidligere arbejdsplads i år blev erklæret konkurs.
“Det er en surrealistisk følelse. Det var det sted, jeg var udlært. Pludselig skal man sige farvel til kollegaer og venner. 8 år af mit arbejdsliv. Det var et chok. Noget pis og lort faktisk, hvis man må tale fransk,” fortæller han.
Dansk Metal hjælper dig med at få din løn
Går din arbejdsgiver konkurs, er det vigtigt, at du hurtigt tager kontakt til din lokalafdeling i Dansk Metal. Det fortæller faglig sekretær i Metal Midt-Vestsjælland Steen Grube Hansen, som også hjalp Jakob og hans kollegaer gennem hele processen.
“Vi hjælper dig med at få din løn fra Lønmodtagernes Garantifond, så du får sikkerhed for at dit tab bliver mindst muligt,” forklarer Steen.
“Derudover har vi også mulighed for at yde et lån på 80% af den rå løn. For typisk mangler folk jo akut den seneste lønudbetaling. Regningerne kommer jo alligevel derhjemme.”
En hjælp som Jakob Sørensen er glad for:
“Det har været fantastisk, og har gjort, at der har ikke været bekymringer undervejs om at gå fra hus og hjem og sådan. Steen har sørget for, at vi har sendt de rigtige papirer på mine vegne. Det har givet en sindssyg god ro at have en, der kender processen og reglerne.”
Dokumenter i hyldemeter og tidsfrister
Lønmodtagernes Garantifond – som oftest blot omtales LG – udbetaler løn til ansatte, når arbejdsgiver er gået konkurs. Men før de udbetaler penge, har de brug for dokumentation i form at lønsedler, ferieperioder og pensionsudbetalinger. Noget som Steen Grube Hansen i afdelingen hjælper med.
“Med en fuldmagt fra medlemmet sender jeg dokumenter ind fra de sidste to år cirka. Og så kører sagen derfra. Typisk tager det et sted mellem 3-4 måneder, før pengene bliver udbetalt,” siger faglige sekretær Steen Grube Hansen om det omfattende arbejde.
Du skal kunne forstå de tal, der fremgår af lønsedlerne, når du sidder og taster det ind. Og du skal være sikker på, at du har alt med, når du anmelder. Så får du også det, som du er berettiget til.
Han vurderer at den seneste sag med Jakob og kollegaerne hurtigt ville fylde en hel hylde i papirform.
“Du skal kunne forstå de tal, der fremgår af lønsedlerne, når du sidder og taster det ind. Og du skal være sikker på, at du har alt med, når du anmelder. Så får du også det, som du er berettiget til,” understreger han.
Jakob tvivler også på han selv var kommet i mål.
“Som en mand, der er lidt af et rodehoved, havde det nok været tungt. Jeg var heldig, at jeg hurtigt kom i job igen, så jeg havde måske nok givet op og mistet feriedage og penge og så bare arbejdet,” siger han.
I alt fik Jakob og kollegaerne samlet udbetalt over en million kroner efter skat.
Når din arbejdsgiver går konkurs: 5 gode råd fra faglig sekretær Steen Grube Hansen
- Kontakt din afdeling straks, så du ikke misser vigtige tidsfrister.
- Dansk Metal yder også et lån til medlemmer, så du ikke står uden indkomst, mens du venter på din løn.
- Husk, altid at gemme dine timesedler og hav styr på din overtidsbetaling. Hvis det ikke kan dokumenteres, risikerer du at miste penge.
- Du har pligt til at skadesbegrænse. Derfor skal søge job, når du er hjemsendt efter en konkurs. Det er et krav, fra Lønmodtagernes Garantifond (LG).
- Er du medlem, hjælper vi dig med hele processen.
Har du spørgsmål eller brug for hjælp?
Ring til Dansk Metal og få en snak med en af vores medarbejdere.
3363 2000Mandag-torsdag: 08.30-17.00
Fredag: 08.30-14.00
Husk, at du også altid er velkommen til at skrive til os eller bestille en opringning. Se vores kontaktmuligheder.