Efter års afvisning lykkedes det endelig.
Markante lønstigninger i Forsvaret
Tillidsrepræsentanter i Forsvaret har sikret markante lønstigninger til både nuværende og kommende håndværkere. En fast tillægsaftale og en særlig pulje på 5 millioner kroner blev resultatet af et fælles pres og en klar strategi.
Nogle gange må man stå fast – og ikke mindst sammen – når man gerne vil ændre på lønforholdene på sin arbejdsplads. Også selvom man igen og igen bliver mødt med et nej fra ledelsen.
I Forsvaret arbejder omkring 2.000 civile håndværkere som blandt andet mekanikere og teknikere. I spidsen for paraplyorganisationen Forsvarsarbejdernes Landsorganisation (FLO) står landsformand Allan Jensen. Sidste år blev Allan kontaktet af 20 af tillidsrepræsentanter i FLO, for de havde behov for hjælp til at få indløst kravet om en højere løn for de civilt ansatte håndværkere.
»Lige nu tales der ekstra meget om mange nye opgaver til Forsvaret i medierne, og nu som tidligere kræver det jo personale at løfte opgaverne, både nye kolleger, men også kolleger, der har lyst til at blive. Og én af de faktorer, der betyder noget her, er først og fremmest en rimelig løn og lønudvikling for alle,« forklarer Allan.
Det lykkedes kun, fordi de mange tillidsrepræsentanter stod sammen og lagde det pres, der skulle til.
Nej, nej og atter nej
Som ansat i staten bliver lønnen reguleret i forbindelse med de offentlige overenskomster og med dem følger en individuel forhandling om en årlig pulje med lokale lønmidler, også kendt som kvalifikationsstillæg, funktionstillæg og engangstillæg.
»Forsvaret afsætter et sted mellem 0-1 % af lønsummen og de penge går primært til løft af de kolleger, der har fået nye opgaver eller nye ansvarsområder. «
Og derfor endte forhandlingerne om de lokale midler i 2024, som så ofte før, også med et tæt på rent nul – der var ikke midler til at rette op på lønforholdene for de medarbejdere, der ligger for lavt. Men det fik ikke tillidsrepræsentanterne og Allan til at give op på kampen om et generelt lønløft for de civile håndværkere. Tværtimod.
Rådgiver fra Dansk Metal
Efter 8 års lønforhandlinger uden det ønskede resultat valgte Allan på vegne af tillidsrepræsentanterne derfor at sparre med rådgiver Michael Jensen, der er faglig sekretær i Forhandlingssekretariatet i Dansk Metal. Ligesom tillidsrepræsentanterne var de klar over, at der skulle nye greb til for at få vendt de mange nej’er til et ja.
Sammen finder de frem til et nyt lønforslag, som de stiller ledelsen. Et forslag, der handler om at få alle nyansatte civile håndværkere indplaceret højst muligt allerede ved ansættelsen - – for historisk set kunne man ikke løfte dem, når de først var ansat. Men det forslag ender efter et længere tovtrækkeri med en afvisning - og dog:
»Mange mæglingsmøder og uenighedsreferater senere, bliver jeg indkaldt til endnu et forhandlingsmøde med ledelsen i Forsvaret, og resultatet blev, at alle nyansatte såvel som allerede ansatte nu får et tilfredsstillende tillæg på 2.800 kroner om måneden. Aftalen gælder for samlet set 700 kolleger. Derudover fik vi også landet en pulje på 5 millioner kroner til et særligt løft af de 200 lavest lønnede ansatte,« fortæller Allan.
Foto: Landsformand Allan Jensen og tillidsrepræsentant Henrik Piepgrass fra Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste på Antvorskov Kaserne.
Et nej vendt til et ja
Det var en lettet landsformand, der kunne gå tilbage til sine kolleger og fortælle om aftalen:
»Det er aldrig sket før, at ledelsen i Forsvaret træffer sådanne beslutninger, så det er jeg vildt stolt af. Og det lykkedes kun fordi tillidsrepræsentanterne stod sammen og lagde det pres, der skulle til,« afslutter Allan.
Allans bedst råd til andre tillidsvalgte :
- Læg en plan for, hvad du ønsker at opnå og skab ejerskab og mandat til at gemmeføre den fra alle involverede. En høj organiseringsgrad hjælper helt sikkert også.
- Udrust dig med en god portion tålmodighed. Forandringer tager tid.
- Kommuniker ofte til dem, der skal involveres, undervejs i processen.
- Lav dit hjemmearbejde og få styr på fakta – medbring uenighedsreferater og lønstatistikker fra sammenlignelige arbejdspladser til forhandlings- og mæglingsmøder, da det er svært at argumentere mod fakta.
- I forhandlinger skal du ikke komme med urealistiske beløb. Kom med noget, der er realistisk.
- Vær bevidst om og afklaret med, at der kan være en pris forbundet med at prøve nye strategier af.
Har du spørgsmål eller brug for hjælp?
Ring til Dansk Metal og få en snak med en af vores medarbejdere.
3363 2000Mandag-torsdag: 08.30-17.00
Fredag: 08.30-14.00
Husk, at du også altid er velkommen til at skrive til os eller bestille en opringning. Se vores kontaktmuligheder.