Ny formand i Metal Odense

Mikkel Munk Festersen er ny formand i Metal Odense

På generalforsamlingen tirsdag d. 16. april har afdelingen fået valgt en ny formand.

Valget faldt på Mikkel Munk Festersen, som overtager fra Lars Henning Hansen, som går af efter 15 år som formand.

Mikkel Munk Festersen er med sine 31 år den yngste formand valgt i afdelingens historie. Han går til formandsrollen med erfaring som tillidsrepræsentant, faglig sekretær, spydspids samt ungdomskonsulent i Dansk Metals Forbund, hvor han satte den politiske og organisatoriske dagsorden for det nationale ungdomsarbejde i Dansk Metal. I samme periode var Mikkel valgt som formand for alle industriansatte lærlinge i norden.

 

En ny rolle

”Jeg er meget beæret og stolt over medlemmernes opbakning, og jeg vil gå til rollen som formand med stor respekt” fortæller Mikkel Munk Festersen, nyvalgt formand i Metal Odense.

”Jeg vil især fokusere på at styrke fællesskabet og organiseringen ude på virksomhederne. Vi skal være mere synlige og yde det bedste for vores medlemmer, og vores dygtige tillidsfolk på virksomhederne, og her er det gode samarbejde altafgørende. Derudover er det ingen hemmelighed, at mit hjerte brænder for vores lærlinge, og jeg vil fortsætte Lars’ gode arbejde med at kæmpe hårdt for at flere unge på Fyn får øjnene op for at tage en erhvervsuddannelse. Vi har brug for flere dygtige faglærte på Fyn hvis vi skal følge med udviklingen i industrien ” fortæller han.

 

Stor opbakning til den nye formand

Lars Henning Hansen har været formand i Metal Odense i 15 år, og kan nu velfortjent nyde sit otium. Han har heldigvis fuld tiltro til Mikkels evner – og det har han haft fra starten.

”Jeg er fuldstændig sikker på, at Mikkel er det helt rigtige valg som Metal Odenses nye formand. Det viste medlemmerne også til generalforsamlingen i går. Det er rigtig vigtigt, at vi tør lade nye kræfter komme til, og Mikkel vil gå til opgaverne med et frisk sind, men samtidig med meget god erfaring. Mikkel kender huset som faglig sekretær, og har været flittig til at besøge virksomhederne i området"

"Derudover har han været tillidsrepræsentant, spydspids og leder for ungdomsteamet i Dansk Metals Forbund. Han er en enormt dygtig faglig sekretær, har gode samarbejdsevner og har et godt tag på de politiske dagsordener. Jeg er sikker på, at han kommer til at skabe fantastiske resultater” fortæller Lars Henning Hansen, afgående formand.

 

På vegne af Metal Odense ønskes Mikkel et stort tillykke med valget, og samtidig takker vi Lars for hans store indsats i Metal Odense gennem årene.

Billede: Lars Henning Hansen (tv) og Mikkel Munk Festersen (th) til Metal Odenses ordinære generalforsamling d. 16. april. Foto: Lise Navrsgaard Madsen.

Del indholdet

Har du spørgsmål eller brug for hjælp?

Ring til Dansk Metal og få en snak med en af vores medarbejdere.

3363 2000

Mandag-torsdag: 08.30-17.00
Fredag: 08.30-14.00

Husk, at du også altid er velkommen til at skrive til os eller bestille en opringning. Se vores kontaktmuligheder.