Det føltes som en elastik, der med ét giver sig. Lige der i det nederste af ryggen. Og så gjorde det ondt.

Men mens han hang der i en arm med et knuget greb om taljen med sin venstre hånd og råbte efter en stige, vidste han endnu ikke, at det skulle blive starten på en ti år lang arbejdsskadesag og slutningen på arbejdet som smed.u

Nu er sagen endelig afsluttet, og Claus Frederiksen, som i dag er 62 år, har fået tilkendt erstatning og godtgørelse. Et langt forløb som Metal Storstrøm hjalp ham med hele vejen.

”Hvis jeg ikke havde meldt det her til forbundet, så havde jeg slet ikke fået noget ud af det på nogen måde,” siger Claus Frederiksen og uddyber:

”De har brugt oceaner af tid på det. Når jeg tænker på bunken af papirer, da sagen blev printet ud. Det var helt vanvittigt.”

Ulykken

Den dag, ulykken sker, er han og en kollega på opgave hos en kunde. De skal udskifte nogle rør. De gamle jernrør skal skæres af og erstattes med nye plastrør. For at komme til opgaven må Claus Frederiksen stå på et stillads inde i et aflukket kar. Hen over kanten har de et taljetræk, som kollegaen, der står på den anden side, kan løfte de gamle jernrør væk med.

Men det går ikke efter planen. En taljekrog griber på vej ud af karet, fat i det stillads, som Claus Frederiksen står på, og river stilladspladen med sig. Han mister balancen og griber ud efter den anden taljekæde for ikke at falde ned. Det koster ham - viser det sig senere- et alvorligt vrid i ryggen.

Da han er kommet ned igen, giver han kollegaen nøglerne til firmabilen og beder ham om at køre ham hjem.

”Det gør megaondt,” fortæller Claus Frederiksen

”Men man tænker da også ahh, det går nok over igen, ikke?”

Anmeldelsen

Det gør det bare ikke. Alvoren går op for ham, da han i ugerne efter via sin læge bliver sendt til den første af et utal af undersøgelse:

”En vaks fysioterapeut siger til mig, at der er noget helt alvorligt galt med ryggen. Så bliver man faktisk lidt bange ikke?” siger Claus Frederiksen.

Det viser sig, at han har beskadiget nogle af ryggens støddæmpere, bruskskiverne der ligger mellem ryghvirvlerne. 

”Når de er væk, så gør det ondt,” siger han.

På trods af flere forsikringer fra Claus’ chef har virksomheden endnu ikke anmeldt arbejdsskaden, da der er gået to uger.

”Så sagde konen til mig, jeg tror, du bliver nødt til at blande Metal ind i det. Og det måtte jeg jo give hende ret i, for der skete ingenting. Jeg tog fat i afdelingen og sagde, I bliver nødt til at hjælpe mig med det her, det går ikke.”

Afslutningen

Han kan se tilbage på et arbejdsliv, hvor han bl.a. har arbejdet med motocross i Kriminalforsorgen og som smedeformand på Vestas. Men efter ulykken røg han helt ud af arbejdsmarkedet i flere år, indtil en større rygoperation gav ham mulighed for at finde et fleksjob.

Nu er der endelig sat et solidt punktum i hans sag, og han har fået tilkendt erstatning. Det gør ikke ryggen bedre, men nu kan han komme videre.

”Inderst inde synes jeg jo ikke, det kan være rigtigt, det skal tage så lang tid vel? Det er utroligt, hvor meget et forløb kan fylde, ” siger han og fortæller, at Claus Ebbe som er faglig sekretær i Metal Storstrøm skal have stor ros:

”Jeg har ikke gået og spekuleret på det i samme omfang, for jeg vidste, han sørgede for det. Jeg har altid kunne ringe til ham, og han har holdt mig informeret om sagens forløb. Den kontakt kunne jeg ikke have haft med et advokatfirma, hvis jeg selv skulle køre sagen,”

”Det har betydet rigtig meget.”

Fremtiden

Det sidste år har han efter eget udsagn landet drømmejobbet som pedel på et bosted. Her har han renoveret trapper i sit eget tempo, upcyclet et gammelt køkken i fælleslokalet og skabt et hjem, for dem der bor her. 

Men kroppen vil ikke mere, og denne sommer er det tid til at gøre alvor af den seniorpension, han har skubbet foran sig.

”Det er det værste af det hele. Mit arbejdsliv er ændret. Det synes jeg bare er, ja øv, for at sige det, som det er. Pludselig skal man ikke arbejde mere. Det tager lige pusten fra en,” siger Claus Frederiksen.

Men han forventer ikke at kede sig. Nu bliver der mere tid til projekterne derhjemme og fiskeriet. For nyligt spurgte han kone også, om de ikke skulle være medlem af ældresagen:

”Men så gammel føler jeg mig ikke endnu,” siger han og griner.