Han kan godt huske smældet i ryggen tilbage i 2013. Men ikke at det gjorde ondt. Ikke mere end normalt. I år har Jes endelig fået tilkendt en nødvendig førtidspension. Men mødet med systemet var svært.

"Hvordan er det, du står, smed?"

To kollegaer kommer til undsætning, da Jes og hans makker, har mistet grebet om en 60-70 kilo tung VA-ventil, som de har fået til opgave at sænke på plads. Ventilen hænger nu halvt nede i brønden i en strop, som er godt viklet rundt om Jes' hånd.

Han har hørt knaldet fra ryggen, men mens han står der bøjet i et træk bagover med den lilla strop stramt om hånden, tænker han ikke videre over det.

For Jes er er vant til at yde. Jobbet skal jo gøres. Sådan er det.

Senere samme dag må han alligevel kaste håndklædet i ringen og køre hjem på forlænget weekend. Han tænker det bare skal hviles væk og lindres med "et par af de stærke". Mandag må han dog køre til lægen.

Mistede overblikket

Jes bliver langtids-sygemeldt. Samtidig møder han jobcenteret for første gang:

"Jeg havde regnet med, at der var nogle, som tog hånd om en. For nu var jeg kommet ud og skide ik? Men der gik jo en måned mellem hvert møde og en ny sagsbehandler hver gang, som ville høre min historie," fortæller han frustreret.

Han bliver sendt på kurser og jobtræning. Et forløb han selv skal navigere i og forstå de mange møder og breve, der følger med. Noget der udfordrer den 55-årige smed:

"Jeg er stærkt ordblind. Det nytter ikke noget at skubbe en stak papirer over til mig og sige 'Det der, det skal vi lige have set på'. Det kan jeg ikke. Jeg kan lave et stykke godt smedearbejde, men det der, det kan jeg ikke," siger Jes, som må tage papirerne med hjem til sin kone.

"Det var sort snak, og man mister overblikket. Jeg er ikke akademisk uddannet men håndværker. Jeg synes, man bliver nødt til at forholde sig til den person, der sidder over for en, men der var ikke noget hjælp at hente."

Ni måneder senere kan han ikke mere, og løsningen bliver, at han raskmelder sig. Det hedder sig, at han skal have noget lettere arbejde. Men stille og roligt vender han tilbage til de gamle opgaver og ligger og svejser rør.

Det går nogenlunde. Ikke godt. I et par år.

Det stopper her

I 2021 får han svært ved at slå græsplænen og klippe hækken. Almindelige hverdagsting. Sammen med konen, beslutter de at sælge det hus, som de få år forinden har bygget. Salget går stærkt. Så mens de leder efter et nyt hjem, flytter de i campingvogn.

En sommerdag vil Jes lige fikse noget i vognen. Men da han står der foroverbøjet, i bar mave og short, siger ryggen endeligt fra.

"Det gør krafteddermame ondt."

Lægens ord er ikke til at misforstå.

"Han siger 'Jes, du stopper nu. Din ryg er færdig og du er på kanten til at ende i en rullestol, hvis du ikke passer på'," fortæller Jes og fortsætter:

"Det er selvfølgelig alvorligt, men også rigtig svært at acceptere, at jeg ikke skal arbejde mere. Så jeg får lov at køre hjem og tænke over det."

Og det gør de så. Men selvom det er en beslutning, der koster tårer, er den nødvendig.

"Det må stoppe her. Men jeg vidste, hvis jeg skulle igennem det system en gang til. Det ville jeg aldrig klare. Så jeg ringer til min Metal-afdeling," fortæller Jes.

Fagforeningen som bisidder

Vi spoler tiden et år frem. Det er fredag, og der er ny post i Jes' e-boks. To dage inden har han siddet ved et bord foran syv mennesker i jobcenteret og svaret på spørgsmål, og nu er afgørelsen klar. Han har fået tilkendt førtidspension.

Det en kæmpe lettelse, men også starten på et nyt liv uden det kendte arbejde at stå op til. Til gengæld har han vundet tid med sine børnebørn.

"Det har været et mantra for mig 'husk børnebørnene'. For selvom jeg ikke kan løfte dem op og kravle rundt med dem på gulvet, har jeg nu stadig muligheden for at være sammen med dem," fortæller Jes.

Siden han ringede til Metal Storstrøm, har han haft Christine, faglig sekretær i afdelingen, som bisidder i forløbet. Hun kender systemet godt og har hjulpet med at skabe et overblik og siddet med til møder. Som bisidder har hendes opgave været at støtte Jes og værne om hans rettigheder.

Jes selv er ikke i tvivl om, at det hurtige og meget bedre forløb her anden gang skyldes, at Christine har været med på sidelinjen:

"Det har været guld værd. For mit vedkommende har det været en kæmpe støtte at have Christine. Hun har været kaptajnen. Jeg har bare skullet prøve at følge med, så maser hun derud ad. Det har givet en ro. Jeg havde ikke kommet igennem det uden," siger Jes og uddyber:

"Min historie er vigtig, men den bedste historie er Christine. For uden hende havde det ikke gået. Det er 110% sikkert. Alle burde have en bisidder som hende."