Et løntjek sendte 800.000 i lommerne på Allan og kollegerne

Det kan være svært at gennemskue en lønseddel, men der er i gennemsnit fejl på hver anden. Industritekniker Allan Falksen fik foretaget et løntjek i sin lokalafdeling, og det skulle vise sig at komme både ham og 74 andre kolleger til gode.

Allan Falksen fra Hundborg fik i april en lønseddel, der så helt anderledes ud, end den plejer. Ind på pensionsopsparingen strøg et bidrag med fem års tilbagevirkende kraft. Hvorfor? Fordi der gennem flere år var fejl i hans lønberegning. Fejlen mener Allan Falksen ikke, at han nogensinde selv ville have opdaget.

– Det er kun, fordi Julle fra Metal Thy-Mors foretog et tjek af min lønseddel og fandt ud af, at der ikke var blevet indbetalt pension af fritvalgsordningen, fortæller Allan Falksen.

Samme fejl 
Allan Falksen, der siden har valgt at skifte job, var dengang tillidsrepræsentant i en nordjysk produktionsvirksomhed. Han forklarer, at Torben Julle Rasmussen fra Metal Thy-Mors siden tjekkede flere kollegers lønsedler, der havde den samme fejl. Og kollegerne fra 3F kunne konstatere, at de heller ikke havde fået deres pensionsbidrag.

Efter en række fejlslåede forsøg på at blive enige endte parterne i et møde, hvor forhandlere fra Dansk Metals Forbundshus også deltog. Det, fortæller Allan Falksen, var en god oplevelse og gjorde en forskel.

Topprofessionelt
– Det betød da helt vildt meget, at dem fra forbundet kom med. De var topprofessionelle. De havde virkelig styr på deres sager, fortæller han og forklarer, at forhandlerne ikke bare accepterede tilbuddet fra virksomheden om at betale 8 %.


Hvis jeg havde stået i en af de uægte fagforeninger, så havde jeg nok ikke fået den hjælp, jeg fik.


Måtte også betale for medarbejderne

Dansk Metal og 3F kunne nemlig sammen fremvise domme fra lignende sager, og når der er gået så lang tid – i Allan Falksens tilfælde gik fejlen i hvert fald fem år tilbage – ja, så skal virksomheden faktisk også dække medarbejderens egenbetaling på 4 %.

800.000 kr
I alt måtte virksomheden derfor sende 12 % ind på Allan Falksens pensionsopsparing med fem års tilbagevirkende kraft. Alle hans andre kolleger fik afregning efter samme model. I runde tal er der derfor trillet omkring 800.000 kroner ind på medarbejdernes pensionsopsparinger fordelt på 35 medlemmer af Dansk Metal og 40 3F’ere. Et beløb, der i gennemsnit svarer til omkring 11.000 kroner per person.

En rigtig fagforening
– Jeg er helt overbevist om, at det er en fejl, slår Allan Falksen fast. Han er glad for den hjælp, han har fået fra både lokalafdeling og forbundets forhandlingssekretariat.

– Hvis jeg havde stået i en af de uægte fagforeninger, så havde jeg nok ikke fået den hjælp, jeg fik. Jeg prøver også stadig at overbevise mine kolleger om, at de er nødt til at melde sig ind i en fagforening, slutter han.

Vil du have tjekket din løn?

Hvis du sender tre lønsedler til os, så kigger vi dem igennem for fejl.

Er du lærling, skal du også vedlægge din uddannelsesaftale

3 typiske fejl på lønsedlen

1

Manglende satsstigninger til lærlinge. Mange arbejdsgivere overser, at lærlinge skal stige to gange om året

2

Fritvalgsordningen mangler helt, eller procentsatsen er forkert, da en del arbejdsgivere ikke har fået ændret procentsatsen til at følge stigningen i overenskomsterne

3

Manglende pensionsbidrag af fritvalgsordningen er også en fejl, der ofte er på lønsedlerne.


Dem har Dansk Metal også hjulpet

Kontrakt annulleret

Et medlem får hjælp, da hans kommende arbejdsplads vælger at annullere kontrakten på det job, medlemmet havde sagt ja til. Virksomheden påstår, at medlemmet ikke er dækket af overenskomsten. Dansk Metal går ind i sagen, fordi det er overenskomstfjendtlig opførsel, og sagen slutter med, at virksomheden udbetaler 34.000 kroner til medlemmet.

Fyret uden varsel

Et medlem blev fyret uden opsigelsesvarsel. Han henvendte sig til sin lokalafdeling, der kunne bekræfte ham i, at fyringen ikke var efter reglerne. Med hjælp fra Dansk Metal har medlemmet nu fået sit tilgodehavende på 137.160 kroner.

Del indholdet

Har du spørgsmål eller brug for hjælp?

Ring til Dansk Metal og få en snak med en af vores medarbejdere.

3363 2000

Mandag-torsdag: 08.30-17.00
Fredag: 08.30-14.00

Husk, at du også altid er velkommen til at skrive til os eller bestille en opringning. Se vores kontaktmuligheder.