KontaktMedlemskab
  • Få svar
    • Dagpenge
    • Løn
    • Ansættelsesforhold
    • Arbejdsmiljø
    • Uddannelse
    • Jobsøgning
    • Tillidsrepræsentant
    • Arbejdsmiljørepræsentant
    • Uddannelsesrepræsentant
    • Ferie og sygdom
    • Arbejdsskade
    • Pension og efterløn
    • Graviditet og barsel
  • Medlemskab
  • Kontakt
  • Lokalafdelinger
  • Metalskolen
  • Nyheder
  • Overenskomster
  • Working in Denmark
  • Metal Ungdom
  • IT-medlemmer
  • Senior i Dansk Metal
  • Pjecer og udgivelser
  • Metalmagasinet
  • Presse
  • Om Dansk Metal
  • OK26 – overenskomster i det offentlige
  • Privatlivspolitik
  • Cookies
Nyheder
  • Forside
  • Nyheder

Fem unge faglærte kæmper om VM-medaljer i Shanghai

24. sep 2026   |   Marie Sofie Albrektsen
FaglærtUddannelse

WorldSkills er i gang i Shanghai

Fem unge faglærte repræsenterer Metalindustriens uddannelsesudvalg i Shanghai, hvor unge fra hele verden konkurrerer om at blive de bedste i deres fag.

Der er blevet trænet, finpudset teknikker og øvet opgaver på tid. Nu gælder det for Casper, Marcus, Nikolaj, Andreas og Malthe.

WorldSkills blev åbnet den 22. september, og fra den 23. til den 26. september skal omkring 1.400 unge dyste på deres håndværk. Den 27. september bliver medaljerne uddelt ved afslutningsceremonien.

De fem stiller op i fire konkurrencefag: industriteknik, karrosseriteknik, entreprenørmaskinmekanik og Industry 4.0, som hører under automatikteknikeruddannelsen. Inden afrejsen har de fortalt Industriens Uddannelser om deres forberedelser, faglige stolthed og forventninger til konkurrencen.

Casper har medaljer i tankerne

For Casper Andersen, der konkurrerer i industriteknik – fræsning, førte guldet ved DM i Skills hurtigt til nye ambitioner. Nu er målet at levere sit bedste i Shanghai og forhåbentlig tage en medalje med hjem.

Han fandt sin vej, da han prøvede en CNC-maskine på grundforløbet. Siden har faget holdt fast i ham.

– Jeg brænder så meget for mit fag, at jeg ikke kan se mig selv lave andet, fortæller Casper. 

Op til konkurrencen har han blandt andet trænet i at tegne og programmere de emner, han skal fremstille.

Marcus skal holde hovedet koldt og hænderne præcise

Marcus Bugge Raasdal Jensen stiller op som karrosseritekniker. Han vandt også guld ved DM i Skills og har siden trænet på at arbejde både hurtigt og præcist under konkurrencens særlige regler.

Til daglig er det især glæden ved at reparere og forme, der driver ham.

– Jeg elsker, at jeg kan bygge noget op med mine hænder, fortæller Marcus.

I forberedelserne har han blandt andet øvet svejsning med en tykkere tråd end den, han normalt bruger på værkstedet.

Nikolaj går efter en plads blandt de bedste

Nikolaj Nymark Pedersen konkurrerer som entreprenørmaskinmekaniker. Til daglig arbejder han især med skovmaskiner, og interessen har fulgt ham siden barndommen. Hans far er skoventreprenør, og hans storebror har valgt samme uddannelse.

Før WorldSkills har Nikolaj sammen med sin træner øvet sig på konkurrencens maskinmærker og deres programmer. Og medaljedrømmen fejler ikke noget.

– Selvfølgelig går vi efter det. Vi kan vinde på en god dag, fortæller Nikolaj.

Andreas og Malthe skal lykkes sammen

Andreas Skeldal Winther og Malthe Naundrup Nielsen er uddannede elektrikere og konkurrerer sammen i Industry 4.0, som hører under automatikteknikeruddannelsen. De har allerede international erfaring med i bagagen efter sølv ved EuroSkills i Herning i 2025.

For dem handler konkurrencen både om teknisk kunnen og om at fungere som hold, når tiden er knap. Malthe fremhæver deres evne til at kommunikere:

– Vi er gode til at snakke sammen og tage beslutninger.

De hjælper hinanden, når en opgave driller, men samarbejdet er også noget, de fortsat arbejder på.

– Men man kan altid blive endnu bedre til at kommunikere, fortæller Andreas.

Se stemningsbilleder fra åbningsceremoni og konkurrencerne

Fotos: Lasse Skov

1/13

Vi hepper frem mod den 27. september

Den 27. september finder vi ud af, om nogle af de fem unge faglærte får medaljer med hjem fra Shanghai.

Indtil da hepper vi på dem og deres håndværk.


Del indholdet