Kommunerne – OK24
Overblik over de vigtigste forbedringer i løn, pension, barsel og arbejdstid ved OK24 på det kommunale område.
Det fik du på det kommunale område ved OK24
Siden bliver løbende opdateret med de nyeste informationer om din nye overenskomst. Lige nu kan du læse, hvad du fik af forbedringer ved OK24.
Reallønnen steg
Ved OK24 fik medlemmerne en aftale, der sikrede en stigning i reallønnen. Den første lønstigning blev givet ud fra den faste løn pr. 1. april 2024.
Den samlede lønstigning i overenskomstperioden blev 6,35%, hvoraf 4,44% kommer fra de generelle lønstigninger, og 2,11% fra reguleringsordningen og ultimoforhandlingen.
Sådan så lønstigningerne ud:
- 1. april 2024 steg lønnen med 4%
- 1. oktober 2024 gav reguleringsordningen 1,30%
- 1. oktober 2025 steg lønnen med 0,31% (inklusive reguleringsordning)
- 1. november 2025: steg lønnen med 0,74%
Organisationsmidler
Ved OK24 blev der afsat 2% til organisationsforhandlinger – altså til forbedringer i de enkelte overenskomster og aftaler.
Det betyder, at den samlede lønforbedring nåede op på 8,64% i perioden.
Bedre barselsforhold
Der skete flere forbedringer på barselsområdet allerede fra 1. april 2024.
- Barsel med fuld løn til den anden forælder blev forlænget med 3 uger. Fra 7 uger til 10 uger.
- Soloforældre, hvor barnet kun har en forælder/adoptant på tidspunktet for fødslen/modtagelsen, fik 10 uger mere med fuld løn.
- Flerbørnsforældre fik op til 13 uger hver ved 2 børn eller flere på samme tid. Det samme gælder flerlingeadoptanter, når børnene er under 1 år ved modtagelsen.
Større ferietillæg
Som kompensation for indgrebet i forhold til store bededag blev der forhandlet et højere ferietillæg på 0,53%. Det betyder, at ferietillægget fra den 1. maj 2024 har været på 2,48%.
Bedre værktøjer for tillidsrepræsentanter
Tillidsrepræsentanter gives mulighed for at møde nyansatte medarbejdere i arbejdstiden.
Fra den 1. oktober 2024 fik både arbejdsgiver og arbejdstager mulighed for at inddrage en mægler, hvis der ikke kan opnås enighed om den lokale TR-struktur.
Større mulighed for frihed
Fra den 1. maj 2025 blev der mulighed for at opspare frihed til senere afvikling (højst 15 dage). Det kan bestå af afspadseringstimer af over-/merarbejde og timer fra 6. ferieuge.
Har du spørgsmål eller brug for hjælp?
Ring til Dansk Metal og få en snak med en af vores medarbejdere.
3363 2000Mandag-torsdag: 08.30-17.00
Fredag: 08.30-14.00
Husk, at du også altid er velkommen til at skrive til os eller bestille en opringning. Se vores kontaktmuligheder.