Regionerne – OK24

Overblik over de vigtigste forbedringer i løn, pension, barsel og arbejdstid ved OK24 på det regionale område.

Det fik du på det regionale område ved OK24

Siden bliver løbende opdateret med de nyeste informationer om din nye overenskomst. Lige nu kan du læse, hvad du fik af forbedringer ved OK24.

Reallønnen blev sikret

Med OK24 har du som medlem fået en samlet lønstigning på 6,53% over de seneste to år. De generelle lønstigninger har givet 4,45% over perioden, og yderligere 2,08% fra reguleringsordningen og ultimoforhandlingen.

Det blev fordelt således over de sidste to år:

  • 1. april 2024 steg lønnen med 4%.
  • 1. oktober 2024 gav reguleringsordningen en lønstigning på 1,39%.
  • 1. oktober 2025 steg lønnen med 0,43% (inklusive reguleringsordning).
  • 1. november 2025 steg lønnen med 0,71%.

Organisationsmidler

Ved OK24 blev der afsat 2% til organisationsforhandlinger – altså til forbedringer i de enkelte overenskomster og aftaler.

Det betyder, at den samlede lønforbedring nåede op på 8,8% i perioden.

Pension

Pensionister, som genoptager beskæftigelse, er nu omfattet fuldt ud af overenskomsternes dækningsområde. Det betyder, at de nu beholder deres pensionsindbetaling, hvor de tidligere mistede deres pensionsindbetaling, hvis de genoptog beskæftigelse.

Bedre barselsforhold

Der skete flere forbedringer på barselsområdet allerede fra 1. april 2024:

  • Barsel med fuld løn til den anden forælder blev forlænget med 3 uger. Fra 7 uger til 10 uger.
  • Soloforældre, hvor barnet kun har en forælder/adoptant på tidspunktet for fødslen/modtagelsen, fik 10 uger mere med fuld løn.
  • Flerbørnsforældre fik op til 13 uger hver ved 2 børn eller flere på samme tid. Det samme gælder flerlingeadoptanter, når børnene er under 1 år ved modtagelsen.

Større ferietillæg

Som kompensation for indgrebet i forhold til store bededag blev der forhandlet et højere ferietillæg på 0,53%. Det betyder, at ferietillægget fra den 1. maj 2024 har været på 2,48%.

Bedre værktøjer for tillidsrepræsentanter

Tillidsrepræsentanter gives mulighed for at møde nyansatte medarbejdere i arbejdstiden.

Fra den 1. oktober 2024 fik både arbejdsgiver og arbejdstager også mulighed for at inddrage en mægler, hvis der ikke kan opnås enighed om den lokale TR-struktur.

Større mulighed for frihed

Fra den 1. maj 2025 blev der mulighed for at opspare frihed til senere afvikling (højst 15 dage). Det kan bestå af afspadseringstimer af over-/merarbejde og timer fra 6. ferieuge. 

Har du spørgsmål eller brug for hjælp?

Ring til Dansk Metal og få en snak med en af vores medarbejdere.

3363 2000

Mandag-torsdag: 08.30-17.00
Fredag: 08.30-14.00

Husk, at du også altid er velkommen til at skrive til os eller bestille en opringning. Se vores kontaktmuligheder.